Dog har jeg ved Siden heraf fundet ialfald ét Exempel paa, at
en Dom henviser til den oldnorske Text; i en Herredagsdom fra
1599 citeres en Dom af Ove Juel, Hans Pederssøn og Lagmand
Mogens Baardssøn fra 31te Jan. 1586, hvori citeres „12te Capitel
i Landvarnar Bolck, om Wlydighedtz Secht“, hvilket i Originalen
findes i 12te, i Oversættelsen i 8de Capitel. Og dette Exempel
blev vistnok ikke enestaaende, ialfald ser man, at Statholderen
Axel Gyldenstjerne (1588–1601) kjendte de gamle Lovbøger, og at
rimeligvis i hans Tid den samme Bevægelse henimod atter at
benytte Originalerne – ligesom i Bergen – fuldførtes ogsaa i
Oslo, sees af en Herredagsdom af 1 August 1599, der citerer
Giftingsbolkens Cap. 3 i en Text, som kun kan være taget direkte
fra Originalen[1]. Men selv om man finder, at Landets øverste og
kyndigste Jurister forstod at benytte Originalerne, er det af sig
selv indlysende, at mange Dommere i den daglige Praxis maa
have nøiet sig med den lettere tilgjængelige og forstaaelige Oversættelse,
hvis store Udbredelse og stærke Forflerelse viser dens
stadige Brug.
Som vi har seet af det kongelige Reskript af 18de Jan. 1557, havde allerede i Christian III’s Tid den nye Lovbog vakt Misforstaaelse og fremkaldt Tvivl om Fortolkningen. Ei underligt derfor, at man paany forsøgte sig i Oversættelser. En saadan findes i Chr. Univ. 3 fol., skrevet i 1554 af en Rasmus Skriver – rimeligvis den samme, som i et Brev fra Haabøl 1551 kaldes Rasmus Skriver Provst, DN VIII, 794 –; den indeholder Borgarthingsloven, Byloven og Farmannaloven, og er altsaa en fuldstændigere Lovsamling end den ældre Oversættelse. Dette har dog rimeligvis været et privat Arbeide, som ikke har faaet nogen Udbredelse,
- ↑ Brandts Afskrifter S. 278: Dersom manden kiøber Jord for godtz heller Løsøre, som hans hustru tilkommer, och hun hans død offuerleffuendis vorder, da schulle hun haffue thedt igien aff hans godtz och arff, medt mere samme Capitell medtfører.
