Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1879chri).pdf/414

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

thingsloven (Tønsbergs Lovbog) har „Petersmesse“, og formoder dette afskrevet efter en Gulathingsbog, som saaledes skulde angivet dette Datum, tro vi ovenfor at have forklaret denne Angivelse.

I Udgaven af Norges gl. Love (II) er Haandskrifterne delte i 4 Redaktioner, eftersom de repræsenterer Frosta-, Gula-, Eidsiva- eller Borgar-thingslovbøger. Denne Inddeling er vistnok paa en Maade rigtig, naar man holder sig til, hvad Udgiverne har gjort, at overalt, hvor Lagthinget og Thingmændene nævnes, de respektive Thing og Thingmænd indsættes. Men Udgiverne indrømmer samtidig, at denne Inddeling ikke er fuldt adækvat, og hvis man studerer Haandskrifternes Afstamningsforhold, indser man snart, at denne Inddeling er uheldig og lidet svarer til det virkelige Forhold mellem Haandskrifterne; selv om man blot gjennemgaar Variant-Listen i Udgaven, vil man snart blive var, at Haandskrifter af forskjellige Klasser ofte staar sammen og afviger fra den Codex, som Udgiverne har lagt til Grund. Udgiverne har nemlig fulgt den ældre Udgivelsesmaade, at tage et idethele smukt og godt Haandkrift af Gulathingsklassen som Grundtext og at gruppere alle Afvigelser fra denne som Varianter. Denne Plan er vistnok lagt af Keyser, der ogsaa i sin „Norges Historie“ lærer, at Landsloven blev vedtaget paa Gulathing 24de Juni 1274; Munch har senere paavist det urigtige heri, men var dog for hildet i det Indtryk, Haandskrifternes Mængde giver, til ganske at løsrive sig fra Keysers Lære. Hvis man havde villet give et ægte Billede af Magnus’s Landslov i dens oprindelige Skikkelse, havde det vistnok været rigtigere at lægge til Grund det ældste Haandskrift af Frostathingsloven (Stockh. C 21), som er altfor lidet benyttet i Udgaven, og prøve dettes Ælde og oprindelighed paa de ældste Haandskrifter af Gulathingslov (f. Ex. Stockh. C 20) og af Eidsivathingslov (f. Ex. Kbh. ny Saml. 1640) og de ældste Brudstykker i Rigsarkivet, alle fra Sluten af 13de Aarhundrede. De Haandskrifter, som Udgiverne lagde til Grund eller hovedsagelig benyttede, er efter min Opfatning ikke længer ganske tro Kopier af Magnus’s Lov. De er istandbragte for Øieblikkets Behov, man har taget den første, den bedste Codex – ligegyldigt til hvilket Lagdømme den