lemmer af dette. At der for at blive Raadmand udfordredes en vis Anseelse og Velstand, maa antages som sikkert. Men de behøve ikke derfor alle at have været Handelsmænd. Foruden at ogsaa den høiere Bondestand har været repræsenteret inden Raadet, finder man der fremdeles Haandverkere, hvis Stilling altsaa ikke har udelukket dem fra at faa Sæde i Byernes Styrelse, saaledes som det var Tilfældet i de tydske Stæder.
Den, som engang var optagen i et Raad, er formodentlig forbleven der indtil sin Død, eller saalænge han selv ønskede det. Der er i Kilderne intet Spor til, at Raadets Medlemmer regelmæssig ere traadte af efter Tur. Heller ikke synes der her at have været en saadan Ordning, at kun en Del af Raadet var i Virksomhed, medens de øvrige skiftedes til at være fri. Dette brugtes i Tydskland.
Om Antallet af Raadmænd i de enkelte Byer haves – udenfor Bergen – ingen paalidelige Oplysninger. I denne By var det, ialfald fra 1528 af, fire og tyve. I Konghelle omtales seks Raadmænd i samme Aar (1493), i Oslo var der 1389 mindst syv og 1408 ligesaa mange, 1438 mindst otte, 1498 mindst syv og i 1547 ligesaa mange. I Tønsberg nævnes 1446 tolv Raadmænd og 1494 ni. I Bergen omtales 1337 ti Raadmænd, 1412 tolv, 1531 atten, 1535 sytten. Maaske har i de større Byer det regelmæssige Tal været tolv, hvilket kun i Bergen er forøget til fire og tyve efter 1528.
Oprindelig havde Raadet ingen Formand. Endnu i det Udkast, der i 1436 udarbeidedes til en fornyet Unionsakt, forudsættes Raadet som den eneste Repræsentation for de norske Kjøbstæder. Faa Aar efter er der imidlertid heri foregaaet en Forandring, idet der nævnes Borgermestere i flere Byer. Dog er dette ikke samtidig skeet i alle. I Bergen og Throndhjem vedblev saaledes Raadet at bestaa paa samme Maade som tidligere, uden nogen saadan Formand, lige ind i det sekstende Aarhundrede. Borgermesternes Antal var, saavidt det kan sees, en eller to. Af de øvrige kommunale Funktionærer var Byfogden den ældste; hans
