Side:Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania (IA forhandlingerivi1879chri).pdf/381

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
. 3
CHRISTIANIA VIDENSK.-SELSK. FORHANDL. 1879. No. 1

saadan fandtes ikke før. Sagaerne tale hyppig om Bymændene i de forskjellige Kjøbstæder; men alligevel har der kun bestaaet en ringe Forskjel mellem By- og Landbefolkning. Hvad man i vor ældre Historie kan kalde Stædernes Privilegier, de Retterbøder, der af de forskjellige Konger vare tilstaaede Kjøbstæderne, gaa ikke ud fra den Forudsætning. at disses Indbyggere udgjorde en særegen Stand. En skarp Grænse mellem Bymænd og Landalmue lader sig saaledes ikke trække En Flerhed af Stædernes Indbyggere har maaske gjennem sine Interesser været ligesaa stærkt knyttet til Landet, som til den By, hvori de boede. Det er bekjendt, hvorledes de store Ætter paa Landet eiede Bygaarde, som de dels selv beboede, dels udleiede til Brug for Byernes Handelsmænd. Man har heri rimeligvis en Levning fra ældre Tider, da Handelen væsentlig var i Aristokratiets Hænder. Paa samme Maade synes ogsaa mange andre at have delt sig mellem By og Land. Af de egentlige Kjøbmænd var det maaske først sent, at et større Antal har slaaet sig ned som fastboende Ogsaa dette bidrog til at give den hele Bybefolkning et vekslende, ubestemt Præg og svække dens Modstandsevne lige overfor den fremmede Konkurrense, der altid udenfor Landet havde et fast Rygstød.

Under Forhold som disse kan det ikke ventes, at deri de ældre Raadmandslister fra vore Kjøbstæder vil findes Spor af et arveligt Bypatriciat. Der findes rigtignok undertiden Navne, der tyde paa, at en Søn har efterfulgt sin Fader som Raadmand; men mange ere disse ikke. Et saadant Patriciat har hos os først kunnet udvikle sig i en senere Tid. Forat dette kunde ske, var det nødvendigt, at selve Bybefolkningen havde fæstet sig mere, end Tilfældet var gjennem Middelalderen.

Mellem Kjøbstædernes Raadmænd og i det hele taget mellem deres mere anseede Medlemmer har der rimeligvis altid været Hirdmænd, og navnlig kan dette formodes at have været Tilfældet efter den Forandring, der under Magnus Lagabøter var foregaaet med Hirden. Naar f. Ex. i 1378 en Mand, der kaldes Arnfinn Guldsmed, nævnes i et Kongebrev som Medlem af en Hirddomstol (Dipl. Norv. II, No. 453), da har man rimeligvis i ham et Exem-