sine Venner og Frænder sidde ved 7 Ilde, hvoraf nogle vare temmelig nedbrændte, men andre endnu brændte med en stor og stærk Lue, og at hans gode draumkona da kom og sagde ham, at dette betegnede hans Alder eller Levetid, hvormeget han deraf endnu havde tilbage.
Naar Rognvald Jarl, som Orkneyinga saga[1] fortæller os, var gjort opmærksom paa, at man kun havde lidet Brænde tilbage for dermed at vedligeholde de Ilde, ved hvilke han havde sat sig med sine Folk, og Jarlen i den Anledning sagde disse Ord: þá eru vér ok fullgamlir er þessir eldar eru brunnir, da var vistnok dette, som han ogsaa selv bemærkede, et mismæli, idet han nemlig vilde have sagt fullbakaðir og ikke fullgamlir; men det kan dog neppe være tvivlsomt, at dette mismæli, hvis Fortællingen herom indeholder historisk Sandhed, netop er foranlediget derved, at man plejede lade falde de samme eller lignende Ord, som de han sagde uden at ville det, fordi man i Ildens Udbrænden saa et Billede paa og et Varsel om Livets Udsluknen. Er dette derimod kun et Træk hvormed Sagnet har udsmykket Fortællingen om jarlens strax efter paafølgende Drab da kan man deri neppe miskjende Frugten af en Tilbøjelighed til at give den et mytisk Præg ved at lægge ham i Munden et mismæli, hvis Indhold grundede sig paa den her omhandlede Forestilling.
Med denne samme Forestilling hænger det vel ogsaa sammen, at Fødselshjælpens Gudinde hos Grækerne fremstilledes med den ene Haand udstrakt til Hjælp, men med en Fakkel i den anden Haand, da nemlig Fakkelen afgav et Billede paa Menneskets Fødsel til denne Verdens Lys[2].
I et Æventyr fra Venetien, meddelt i Jahrbuch für romanische und englische Literatur VII, 16 fgg., fortælles at en gammel nygift Mand der havde haft Døden til sin Søns Fadder, fordi han hos den ikke fandt nogen Personsanseelse, senere som Gjæst hos Døden i et af dennes Værelser fik se mange Lamper, dels
