Saaledes er det ogsaa overalt i de Stuer af dette Slags, som kjendes rundt om i Landet og hvoraf nogles Alder gaar op til det 14de Hundredaar. Indgangsdørens Plads er her henimod den ene Langvægs Hjørne, saa at man først kommer gjennem en Forstue og derfra ind i det store Rum. Alleer klarest viser Forholdet sig i den gamle Stuebygning paa søndre Gjellerud i Flesberg. Denne har nemlig fra først af havt Are og Indgangsdør paa sidstnævnte Sted. Men senere har den faaet Skorsten og samtidig med dennes Tilkomst er den gamle Døraabning bleven udfyldt og en ny Indgangsdør udskaaren midt paa Huset, idet der tillige foran den sidste for Lunheds Skyld er tilføiet en liden Sval. I denne Forandring ligger saaledes som andetsteds tydelig nok den Tanke, at naar Forstuen paa Grund af Skorstenen lod sig sløife, saa kunde dette Rum tages til Indtægt som et nyt Kammer eller Kjøkken med Indgang fra Stuen. Men af alt dette kan følgelig sluttes, at ogsaa Østerdalsstuen fra først af maa have været indrettet paa samme Maade, saaledes at det ene af de to mindre Rum eller den ene Kove (altsaa svarende til Fig. 1 B) i den Tid tjente som Forstue. Heraf følger igjen, at der heller ikke blev Anvendelse for noget Bislag og det dermed uadskillelig forbundne Barfrø. Den sidste Bygningsdel kan saaledes ei have været brugt før Stuen fik Skorsten eller før Begyndelsen af det 17de Hundredaar.
I Følge med Aren gik det og, at Gulvet paa Grund af Ildsfarlighed ei vel kunde bestaa af Træ, men maatte være, som det overalt træffes, af Sten eller stampet Jord.
Vi komme dernæst atter tilbage til Mønsaasen. Som det synes har man paa flere Steder i Landet den Tro, at denne svære Aas i Peisstuerue er en Arv fra Oldtiden eller i det mindste fra Middelalderen, men denne Opfatning er sikkert nok urigtig. Tvertimod kan Mønsaasen først være kommen i Brug sammen med Skorstenen. Før denne Tid eller, naar Stuen var Røgstue, vilde en saadan over Ljoren gaaende Aas, selv om den