Svinesund for at rykke ind i Sverige, erklærede en Mængde af de Bønder, der gjorde Tjeneste i denne, at de ikke havde nogen Forpligtelse til at føre Angrebskrig mod Sverige, og gjorde i den Anledning Mytteri mod sine Anførere. Paa samme Tid derimod viste Thelebønderne sig meget ivrige, da der udbredtes det Rygte, at svenske Orlogsskibe havde landsat flere hundrede Mand, som skulde have brændt hele Fyrisdal. Almuen rejste sig for at marschere imod Fienden og var alt et Stykke paa Vejen, da de modtoge den Underretning, at det Hele var blind Allarm. Der havde kun været et eneste Skib, som havde brændt en fem sex Gaarde ved Kysten og strax var draget sin Vej, da det rygtedes, at Almuen vilde forsvare sig. Det mest Betegnende for hine Tiders Stemning i begge Lande, er maaske en Beretning fra et Par norske Speidere om sine Rejser ind i Sverige og om de Samtaler, som de der havde med Bønderne. Hvor de vare komne hen, havde de blot hørt en Mening om, at Krigen var en Unaturlighed, og kun skrev sig fra Kongernes Lyst til at slaas. Almuen erklærede Nordmændene for sine bedste Venner og sagde, at de ikke vilde angribe dem. En Bonde sagde endog om Kong Karl, at han ønskede, „at Djævelen tog hannem bort sin Kaas, og at dette Plogjern stod saa gloende udi hans Hjerte.“ Almuen vilde endog slutte en særskilt Overenskomst med Nordmændene om at lade hinanden i Fred og bekræfte dette med Brev og Segl.
Under disse Forhold var det meget naturligt, at den svenske Konge, Gustav Adolf, faldt paa den Tanke, at benytte Nordmændenes venskabelige Stemning til at gjøre et Forsøg paa at drage dem over til sig. Han udstedte derfor en Opfordring til hele det norske Folk, hvori han mindede det om den fornedrede Stilling, i hvilken dets Fædreland nu befandt sig, og lovede dem alt godt, om de i dets Sted vilde slutte sig til Sverige. Om denne Op-
