unionen stod ved Magt, vedbleve de samme Stridigheder; men den svenske Indflydelse blev desuagtet aldrig stærk nok til at opveie den danske, uagtet Folket i det Store taget vistnok var mere stemt for en Tilslutning til Sverige. Deraf kommer det, at de Mænd, der ere skildrede som Forsvarere af Norges Ret, i Grunden kun arbejdede for en Forening med Sverige, der ønskedes af Folket. Det svenske Parti fik et Skin af Fædrelandskjærlighed, fordi det kjæmpede for det, som havde lettest for at tiltale Folkets Masse.
Da Kalmarunionen opløstes efter Kristian den Andens Afsættelse og Reformationens Indførelse, befandt Alt i Norge sig i Opløsning. Da Forholdene henimod Slutningen af det sextende Aarhundrede paany begyndte at ordne og fæste sig, var Meget forandret. Først og fremst havde den store nordiske Syvaarskrig (1563–1570) ved alle de Hærje- og Plyndretog, som fulgte denne, skabt et indbyrdes Had mellem de nordiske Folk, som heller ikke undlod at vise sig i Norge. Dernæst havde den danske Styrelse nu faaet et saa fast Fodfæste i vort Land, at det ikke paa længe kunde nytte at forsøge paa at rokke den. Men desuagtet hændte det midt under denne samme Syvaarskrig, at Almuen i Valdres sluttede en særskilt Fred med Svenskerne, da de ikke fandt, at der var nogen Grund til at slaas med dem. I det Hele taget maa man erkjende, at Sverige aldrig har været saa nærved at erobre Norge, som under denne Krig, da dets Tropper til forskjellige Tider besatte store Dele af Landet, og Nordmændene endnu ikke vare synderlig knyttede til den danske Regjering. Nu gik denne Lejlighed imidlertid ubenyttet forbi, uagtet der endnu, da der næste Gang var Krig, den saakaldte Kalmarkrig (1611–1613), fremdeles herskede et lignende venskabeligt Forhold mellem den norske og den svenske Almue. Da der saaledes i Hast var samlet en stor norsk Hær ved
