saadanne Møder. Foruden at her er ialfald nogen Adgang til Belærelse, frembyde de den bedste Anledning til at vinde Kjendskab til de Mænd, som kunde betroes Storthingshvervet, og deres Meninger. Dette er af Vigtighed enten man har den Opfatning, at den Valgte skal være uafhængig af sine Vælgeres Anskuelser, eller at han skal være bunden ved Hensyn til disse under sin offentlige Færd. Paa de Møder, som afholdtes i 1870, var det naturligvis især de under forrige Storthing fremkastede „brændende Spørgsmaal,“ som bragtes paa Bane og ved enkelte Lejligheder endog gav Anledning til meget skarpe Udtalelser. Det eneste vigtige Spørgsmaal, der ved disse Møder saagodtsom ikke var paa Tale, og hvorom man saaledes ogsaa tør antage, at de fleste af Vælgerne kun havde lidet udviklede Begreber, var Forslaget til en ny Unionsakt. Derimod var Stemmerettens Udvidelse næsten overalt paa Tale, og paa enkelte Steder Spørgsmaalet om Indførelse af umiddelbare Valg, uden det nuværende Mellemled Valgmændene. Det sidste har hidtil ikke været synderlig drøftet, hvorimod det vel nu tør antages, at Enhver, som kan have nogen Mening, har opgjort sig en saadan om Stemmeretsspørgsmaalet. Næsten hos Alle synes Stemningen at være for en Udvidelse af de hidtil bestaaende, snævre Grænser for den kommunale og politiske Stemmeret; men om Maaden, hvorpaa dette skal ske, synes der ikke at være den samme Enighed, da det er klart, at en Forandring i denne Henseende vil medføre betydelige Omvæltninger i det Bestaaende og navnlig let vil kunne berøve Gaardbrugerne en stor Del af den Indflydelse, de nu have. Hovedsagen er at træffe den rette Maade, hvorpaa man i Grundlovens Aand kan udvide dens Bestemmelser efter vor Tids Krav, og hvis dette kan naaes, er der Intet forsømt, selv om det gaar en Smule langsomt. Det norske Folk har en stærk Kjærlighed til det Bestaaende og vil nødig forhaste sig med
