grundet Overbevisning; men saadanne Foreninger tilhøre i Grunden allerede en anden Retning, som formodentlig efter hvert vil faa en større Betydning. Det mest bekjendte Jaabæks-Møde i 1870 er det, som holdtes paa Sundsæt i Jarlsberg Grevskab. Her optraadte en Student, som for at vise sin bondevenlige Stemning udslyngede hadske og ugrundede Beskyldninger imod flere Embedsmænd og derfor af Mødets Leder senere fik Attest, som „en udmærket Mand.“ Desuagtet fandt han bagefter sin Sag saa tvivlsom, da vedkommende Embedsmænd trak ham til Ansvar, at han ikke fandt det raadeligt at oppebie dens Udfald ved Retten, men forinden tiltraadte en længere Udenlandsrejse, som skal være endt i Amerika, hvor han nok fremdeles agter at blive.
Denne Student var den første inden vort Lands dannede Klasser, som sluttede sig til Jaabæk. Den næste, som udtalte lignende Meninger, var Kandidat Kristofer Brun. Denne Mand har tidligere ved flere Lejligheder vundet adskillig Anerkjendelse, navnlig ved sin Deltagelse i den danske Krig i 1864; senere grundlagde han en Folkehøjskole i Gudbrandsdalen og ofrede sig med megen Iver for denne. Ved sine Betragtninger af det norske Samfund var han i Mellemtiden kommen til den Erkjendelse, at dette led af store Brøst, imod hvilke han til en Del ansaa den jaabækske Retning som det bedste Lægemiddel. Medens Jaabæk holdt sig til den ydre Side, havde Brun, som den dannede og kundskabsrige Mand, mere Øje for de formentlige store indre Mangler, som havde gjort vort hele Samfund brøstfældigt, og som først kunde forandres ved en gjennemgribende Omvæltning, der berøvede Embedsstanden dens Magt og indskrænkede Storbøndernes Overdaadighed. Brun stod med sine Meninger, forsaavidt han udtalte dem, en god Del nærmere til de udenlandske Socialister, end Jaabæk ialfald hidtil har kunnet være ved, og glemte, at
