har sin store Andel i det Held, hvormed Jaabæk har forstaaet at udsaa Misnøjens Sæd imellem vore Bønder. Paa denne „lavere Politik“ har Aarvejen desværre altid en stor Indflydelse; i gode Tider er det ikke saa let for Meninger, som Jaabæks, at vinde Udbredelse. Men naar Høsten slaar fejl, og Bønderne føle sig trykkede af haarde Tider, bliver Forholdet et ganske andet. Den Jaabækske Bevægelse har for en stor Del sit Præg af disse daarlige Tider; han har vundet Tilhængere ved at foreholde dem Udsigter til billige Laan og Lettelse i de Byrder, som hvile paa Bønderne. Jaabæk taler nok om Embedsstanden, men det er mest af Hensyn til dens formentlige Kostbarhed, for at indskrænke dens Lønninger, ikke for at klage over dens Medlemmers Daarlighed, maaske fordi han ved, at Bønderne i saa Fald af sig selv vilde indse det Urimelige derved. Hvad Jaabæk har til Hensigt med alt dette, skal være usagt; men det maa indrømmes, at de Midler, han har valgt til at skaffe sig Tilhængere, ere vel beregnede. Han har arbejdet i daarlige Tider og derved vakt et Røre, som tiltrods for sin forskjellige Retning dog i mange Henseender har en vis Lighed med det store Bonderøre i 1818, da Almuen fandt Storthinget for kostbart og af den Grund vilde overdrage Kongen den uindskrænkede Magt. Ved begge Lejligheder har det været Trykket af daarlige Tider, som bragte Almuen til blindt at følge den, som forstod at anslaa Strenge, der kunde tiltale dem, og at skjule for dem, hvad der var den sande Grund til deres Lidelser.
Nu er det en Gang saa, at den Slags politisk Røre ifølge sin Natur er afhængigt af Høstens Udfald det foregaaende Aar. Vil man derfor bedømme Styrken af den Jaabækske Bevægelse i 1870, maa man erindre, at den hviler paa Høsten i 1869, og at rimeligvis den gode Høst i 1870 har givet den et Knæk, som dog først kan begynde at vise sig i 1871. Det er en historisk Kjendsgjerning, at
