Fra 1851 af har jeg faret vidt ud over Landet, og
jeg kunde indsamlet meget fuldstændig Oplysning om, hvorvidt
Brygge-Sten kjendes i andre Egne eller ei. Men
jeg har dog ikke havt Lov til at skjænke deslige Sager
ret megen Opmærksomhed. Nu kan jeg kun sige, at paa
Thoten skal det være ligesom paa Hedemarken, og at
jeg synes at erindre, at man ogsaa kjender Brygge-Sten i
Faaberg, i Elverum (Hernæs-Bygden) og i Rendalen.
Det synes jo ellers rimeligt, at paa den Tid, da man paa Hedemarken brugte at koge med ophedede Stene, har man maattet hjælpe sig paa samme tarvelige Maade paa andre Steder i Landet og vel ogsaa i andre Lande med.
at det gaar som en Mode gjennem Dalen, at hver Gaard, som kan, ogsaa skal have sin Vandledning. Dette maatte vel fornøie mig, som saa ofte havde hørt Husmandskoner beskrive, hvorledes de tildels havde ligget vaagne om Nætterne af Værk i Armene efter Vandbæring om Dagen, i den Tid de vare Tjenestepiger paa de store Gaarde. Men ligesom man nu for Tiden holder paa at indføre denne Forbedring i Stellet, saa var der en Tid (hvem siger, hvor længe siden?), da først En begyndte og saa en Anden tog efter og tilsidst omtrent hver Mand fik gravet de dybe Brønde med Vippestænger, som man nu ser langs Glommen f. Ex. i Elverum. Før gik man sagtens simpelt hen til Elven efter Vand – men hvilket Besvær da mod nu! Hine Vandledninger høre som sagt til Nutiden, og selv disse Brønde høre vist ikke til Oldtiden. Jeg nævner dem alligevel her, som Exempler paa en Fremadstræben, der i sammenhængende Række har strakt sig alt fra Oldtiden af til denne Dag. Uden saadan Sammenhæng med Nutiden havde Oldtidsvidenskaben mindre Interesse. Idet denne Videnskab viser os den tilbagelagte Tilstand af Ringhed, faa vi Syn for hvad det menneskelige Arbeide har virket og udrettet gjennem Tiderne – smaat for hver Dag, men altid noget og tilsidst meget.