Altsaa, ved Betragtningen af Sten-Alderen maa vi tænke os ind i en meget fjern Fortid, længer op end vore historiske Betragtninger af disse europæiske Lande ellers pleie gaa. Saa simple og uanseelige disse Flint-Øxer end ere, naa de kanske op til Pyramidernes Alder.
Se dette skulde nu være en liden Prøve paa, hvad der i disse faa Aar er udfundet og opdaget om denne Sag. Og kunde vi i vor Afkrog følge med og lægge Mærke, saa skulle vi sikkerlig hvert Aar faa høre om nye Opdagelser, som skulle sprede mere og mere Lys over, hvorledes de have havt det, disse Stenalderens Mennesker, vore Medmennesker, som ogsaa have havt Sind og Sands til at føle Livets Fryd og Smerte, som ogsaa have havt sin Gjerning at udrette her paa Jorden, og som (først nu skjønnes det) ikke have ladt sig uden Spor.
Siden jeg engang har vovet at byde Stykker med den Overskrift, tillader jeg mig at komme med et til, i Flugt med de andre.
Denne Gang gjælder det Navne, vore Døbe-Navne. Det er en hel Historie. Thi er der Ord i Sproget, som man gjør sig Flid med, saa er det disse Navne, og der er gamle Skikke, og nye Skikke, og megen Ulighed i Bygderne.
Det var engang i 1857. Jeg sad paa Elverums Præstegaard i Østerdalen, sad oppe paa Præstens
