Og med egne Øine har jeg i et af Steenstrups
Skrifter truffet til at se en Yttring af ham, som bærer i
samme Retning. Han har paa nogle Fure-Stammer af
de gamle Skove fundet Spor af, at de have været fældede
af Mennesker, og det ved Forkulling, saaledes som man
veed, at vilde Folkeslag have brugt at gjøre det de lægge
Gløder op til Stammen, saa lidt af den forkulles, dette
hugges løst med Sten-Øxer, der svides igjen, og saa fortsættes,
til Træet falder. Mangfoldige Træer i de gamle
danske Skove ere naturligvis fældede formedelst Skovbrand;
men nogle har Steenstrup seet, ved hvilke han var overbeviist
om, at det var gaaet til paa hin Maade.
Der maa være store Forandringer foregaaede i Naturen, som have medført saadanne Omskiftelser i et Lands Skovvæxt, og vi faa uvilkaarlig en Forestilling om, at disse Forandringer maa have krævet lang Tid. Her kan ikke være Tale om at maale Tiden med Aarhundreder; der maa Aartusinder til.
I Danmark og i Syd-Sverige have Stenalderens Folk ogsaa jaget og faaet bugt med Ur-Oxen. En Bueskytte rammede en Oxe med en Flint-Pil, som gjennemborede et af Benene, men Dyret døde ikke, og Saaret groede til; Professor Nilsson har fundet Benet, og Aret sees endnu. I en Kjøkkenmødding i Danmark har man fundet Ben af Ur-Oxen, kløvede for Marvens Skyld – Bevis for, at Dyret har været baade dræbt og spiist.
Denne og flere Dyrearter, som nu ere enten ganske udryddede af Jorden eller dog ikke længer findes i de samme Lande, kunne imidlertid tænkes at være blevne udryddede ved Menneskehaand, ved Jagten. Dette kan dog vel ikke være Tilfældet med Kattegattets Østers. Da Kjøkkenmøddingerne dannedes, fiskedes der op mange; nu skal der ingen være. Dette tyder paa Forandringer i Naturforholdene ligesom hine Begivenheder i Skov-Verdenen.
