ger er det interessant at lægge Mærke til, at ogsaa her ere alle Marvbenene kløvede.
Der er fuldt af Ræveben, men blandt den store Mængde af Ben, som hin Professor undersøgte, var der kun et Hareben. Heraf sluttes, at disse Søboere eller Pælebyggere aad Ræven, men havde samme Fordom mod Haren som Britterne før i Tiden og som Lapperne nu.
De have ellers ikke bare været Jægere, men ogsaa Hyrder; dette skjønnes deraf, at man har fundet Ben af disse almindelige Husdyr: Hest, Æsel, Svin, Ged, Faar, Storfæ, Hund.
Og det er en yderst mærkelig Iagttagelse, man vil have gjort, at i de ældste Tider (da de underste Lag af alt dette Affald blev dannede) levede de mere af alskens Vildt, men senere hen mere og mere af Kjødet af slagtede Husdyr – i saadant Forhold ere nemlig Kjødbenene blandede.
Men dette er jo det samme som, at disse Folk gradevis have arbeidet sig ud af Jægerlivets Vildhed og ere gaaede over til Hyrdelivets mere tænksomme og fredelige Bedrift og lykkeligere Kaar.
Ja, man vil have fundet ud, at der har været to Storfæ-Slag, og at det største af dem var hverken mere eller mindre end selve Ur-Oxen, som det altsaa skulde have lykkedes at forvandle til Husdyr. Det er vel gaaet saa til, at man har fanget Vild-Kalve og opalet dem.
Det kan nok spørges, hvordan i al Verden det monne være muligt for en Professor, at se paa et Ben af en Ko, om den Ko har været vild eller tam? Det forklares saaledes, at siden Husdyret ikke behøver at bruge sig saa meget for Fødens eller for Forsvarets Skyld, saa bliver alle de Ting, som skulde tjene til Styrke, finere og smækrere, Ben-Piberne blive tyndere, de Knopper og Knuder, som Senerne ere fastgjorte paa, blive mindre o. s. v.
