Formandskabet skulde vælge to Kommissioner, som
skulde bereise de to Grænder (Storjorden og Renfjeld),
med det Erinde:
1) i samme Vaar, medens Kreaturerne endnu stode i Fjøset, at undersøge Tilstanden og foreholde Eierne det Uforsvarlige, om noget Dyr befandtes at være sultefødet,
2) til Høsten undersøge Foder-Mængden og advare Eierne mod at sætte for mange Kreaturer ind, og
3) næste Aar i April Maaned paa ny undersøge Kreaturenes Tilstand og i Tilfælde gjøre Anmeldelse til Øvrigheden, saa Sultfødning kunde blive paatalt og straffet som andet Dyrplageri.
Forslaget blev vedtaget, og ikke alene de to Kommissioner bleve opnævnte, men endnu en for det øverste Strøg af Dalen, hvor der bor nogle Kvæner, og hvor man frygtede for lignende Vanstel. Og for Kommissionerne blev det antydet som ønskeligt, at de efter Omstændighederne vilde udstrække sin Virksomhed videre end til de udpegede Finne- og Kvæn-Grænder.
Da jeg var i Bygden, var den første Befaring foregaaet om Vaaren, og det skulde være yttret af nogle af Deltagerne i Arbeidet, at saa elendig som Tilstanden ved dette nøiagtige Eftersyn blev befunden, havde de ikke forestillet sig det før.
Jeg var ikke saa heldig at træffe Provst Brun. Men paa min fortsatte Reise i Bardo-Dalen, som er Annex-Sogn til Maalselv-Dalen, traf jeg atter til at høre hans Navn i Forbindelse med et lignende Foretagende der. Det var under Besøg hos Bonden Peder Andersen Moen.
Tæt bagenfor Peder Moens Hus traf jeg til at se et lidet Rognetræ, knap en Alen høit. Det var voxet op af sig selv, men Peder havde skyndt sig at sætte forsvarligt Træværk omkring, at ikke Dyr skulde bide det af eller Folk træde det ned. Men i det Hjertelag, som dette lille
