begriber ikke, hvorledes det skulde være gjørligt for ham at opdrage Gutten, der allerede skal være bleven saa selvraadig og flygtig, og Stedmoderen sagde ganske træffende, at fik hun Ludvig ogsaa, sammen med den Vilhelm, hun allerede har, saa vilde hun nok ikke faa andet at gjøre om Dagen end at dænge dem og tugte dem til at holde Fred. – Men ganske af sig selv, eller uden at jeg endnu havde sagt et Ord derom, yttrede Faderen det Ønske, at Gutten maatte komme paa Toftes Gave, der han selv havde været. Og mit Svar var „Kan du faa fat i Gutten og faa ham fra Moderen, saa tag ham strax og gaa til Præsten med ham – og om der saa ikke er Penge tilovers af dem, som Storthinget har bevilget, saa vil jeg dog haabe, at der paa en eller anden Maade skal blive Raad til de Penge, som kræves for at faa Gutten indsat i den Anstalt, du nævnte“.
Jeg reiste nedad gjennem den lange og vakre Maalselvdal og spurgte til Høire og Venstre. Da fik jeg blandt Andet høre følgende: de faa Finne-Familier i Præstegjældet bo mest sammen i to smaa Grænder oppe i Lierne, som omgive den ydre Del af den lange Dal, og i den senere Tid have nogle Norske sat sig ned blandt dem, men baade mellem disse og hine er der megen Fattigdom, saa en stor Del af Bygdens Fattigudredsler have gaaet did. Det har været saa i lange Tider. Men i Vaaren 1863 fik Fattigkommissionens Ordfører, Provst Brun, truffet en extraordinær Forføining. Han henvendte sig til Formandskabet med en skriftlig Fremstilling, hvori han først paaviser, at Aarsagen til denne vedvarende Fattigdom for en stor Del laa i Beboernes elendige og uforsvarlige Stel med deres Kreaturer, som de skulde leve af, men som de sulteføde og derfor ikke faa stort Melk af o. s. v., og han fremsatte følgende Forslag:
