have maattet høre paa, at de to Børn, som ere optagne her i Huset, bruge disse Navne om Husets Moder og Bedstemoder, men at de have vænnet sig til at kalde hine for „Stygge-Mor“ og „Stygge-Bedstemoder.“ Det Ene bedrøvede mig lige saa meget som det Andet. Hvad det sidste angaar, bruger jeg gjerne, naar jeg hører Saadant, at formane Børnene til at mindes sine Forældre med ærbødig Kjærlighed i sine Morgen- og Aften-Bønner.
Ellers lod de to Børn af Lars og Anne Marie til at være velartede. Og som Konen i Huset talte vel om og stellede vel med sine Stedbørn, saa morede det mig at se den lille Aarsgamle, som Ægtefolkene have sammen, strække sig fra Moderens Favn henimod Faderen og le høit, da han tog Barnet paa sin Arm og huskede det – akkurat som det pleier være i et lykkeligt Hus.
Og det var et lykkeligt Hus, jeg besøgte. Baade af Bygdefolk og nu af Konen hørte jeg det Lov om Manden, at han var ædruelig og stræbsom og flink til at samle til Hus. Ja, Konen vidste nok at fortælle om 3–4 Gange han skulde have været beskjænket ved Hjemkomsten fra Erinder ude i Bygden, men det var saa lidet, at hun knap havde mærket det, om han ikke selv havde talt om, hvorledes han var bleven trakteret her og der. Og selv saa jeg Tegn til Arbeidsomhed: paa et Bord laa udbredt i pyntelig Orden allehaande fint Urmager-Værktøi samt de adskilte Smaadele af flere Ure, samlede under Glasse, saaledes, som man kan se det hos Byens Urmagere. Og hist i en Tallerken-Række skinnede en hel Hoben Terriner og Fade, som hørte til paa Mjøs-Dampskibene og under disses Slingren havde faaet Smel og Brist, men som Lars nu havde limet og loddet sammen igjen. Men Komediespillet er aflagt; jeg saa nogle Bægere og Kugler og Ringe, som havde hørt til de Apparater, han før brugte ved sine Taskenspiller-Kunster, men det er blot Levninger, og de ville
