Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1864.djvu/50

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
46

et overmaade lidet et, hvormed Sammenhængen sagdes at være saadan: Engang oppe i Tiden var var der en Bondemand her i Naboskabet, som eiede en Gaardpart, men tog sig en liden Del deraf til Bolig og Ophold eller til et saakaldet brugendes Føderaad, og det med den Bestemmelse, at den samme Del nok skulde tilhøre Gaarden, men at Brugsretten mod en fastsat ubetydelig Afgift skulde tilhøre hans Arvinger indtil 7de Led. Den Gammelkone, jeg taler om, stammer fra ham i 3die eller 4de Led, og af hint lille Jordbrug er der nu nedarvet paa hende en Trediepart eller netop to Maal Jord (et Maal dyrket og et udyrket). Disse to Maal er det, som nu Lars har faaet Brugsretten til, og for denne har han at svare til Gaarden en Afgift af 2, siger og skriver to, Skilling aarlig.

Som Exempel paa, hvor snild Lars var mod den Gamle, fortalte Ungkonen, at om det saa var det sidste han havde af Tobak, saa delte han med hende. Thi hun er af den gamle Skole, som bruger Pibe.

Men mig morede det under Fortællingen om alt dette at tænke paa, at naar nu Loa, hun, som staar beskrevet i Meltzers Bog, kommer paa Besøg her og byder frem sin Snusdaase og lader sig traktere med en Kop Kaffe og ser sin Datters Datter sidde (som jeg saa det) saa barnlig fornøiet paa denne Gamles Fang, og hører Barnet kalde ogsaa denne for sin „Bedstemoder“, saa maa jo de to Gamle føle sig som i et Slags Svigerskab sammen – den Ene hørende til Eidsvolds gamle Bonde-Almue, den Anden hørende til en underlig Kreds af „reisende“ Familier, hvor Alt er saa ganske anderledes end blandt den bosatte Befolkning.

Ved slige Besøg har det hændt, at min Person er bleven omtalt, og da har man hørt de Reisende yttre sig, som om de vare bange for mig og ikke for alt i Verden vilde møde mig. Og da har det fremdeles hændt, at den reisende Moder og den reisende Bedstemoder