Samtykke til, at de maatte have hinanden. Moderen var en fattig Enke, og hun havde allerede tidlig maattet sende Datteren fra sig, og Svaret til Datteren blev derfor dette sædvanlige. „Du har ikke havt stor Hjælp af mig – Du faar raade dig selv.“ Pigens Madmoder var ingenlunde glad ved at miste hende; thi hun havde været vel fornøiet med hende, besynderlig for hendes Omhyggelighed og Troskab som Barnepige; men nu nyttede det ikke at modsætte sig, og to-tre Dage senere flyttede Pigen formelig af Tjenesten, og hun og Lars gik hen til hendes Moder, og de fik være hos hende for det Første, og siden have de holdt sammen. Saasnart han havde gjort fornøden Aftale hos Præsten, bleve de ægteviede. – Jeg fortalte ovenfor, at Lars holdt sig hin Søndag Formiddag ude paa Gaarden i Nærheden af Ølsalg-Stedet for at vente paa Manden i Huset, og dette fortalte jeg saa omstændeligt for at kunne tilføie, at det var nok allerede under denne Ventetid, at det Bekjendtskab indlededes, som udvikledes saa raskt. Denne Raskhed, dette, at en skikkelig Bygdepige efter nogle faa Dages Betænknings-Tid forlover sig og flytter sammen med en vildfremmed Person eller med en Person, der indtil da havde levet paa ægte Omstreifer-Vis, det var mig en overmaade mærkelig Ting. „Sig mig, sagde jeg til den unge Kone, da jeg nu besøgte hende i hendes eget Hus, synes du ikke selv det var forunderligt, og kan du gjøre det begribeligt for mig, hvorledes det gik til?“ „Jeg har nok, lo hun, selv mangen Gang undres over, hvordan det gik; men jeg syntes strax, det var som beskikket at jeg skulde have ham.“ Og hun føiede til, at i al den Tid, de havde været sammen, havde han aldrig sagt hende et ondt Ord, og hun havde havt det saa godt i alle Maader, at hun havde aldrig ventet at faa det bedre i denne Verden. Hun saa derhos saa tilfreds ud og talte i en saa freidig Tone om sit Husliv, at det var en sand
