sammen. Enten seire vi da og bestaa, eller vi ere dog freidigere i den fælles Familie-Ulykke.
Thi var jo det Tunge i Ulykken i disse Maaneder, det Bittre i Smerten, at vi vare ikke med! ikke med ved Dybbøl!
Aldrig har jeg vidst saa godt, at vi burde holde sammen, som under denne Smerte over, at vi ikke gjorde det.
Denne Krigs Ulykke var vel nødvendig, for at vi skulde lære det. Men den vilde blive dobbelt ulykkelig, dersom vi ikke lærte det endda!
Nu staar den for os i Glands, den hele Række fra Fridtjof og Harald og Olaf og Snorre nedover til Tordenskjold og Sverdrup og Christie og Henr. Wergeland og Carl Johan og Oskar! Endnu er det en Lyst at anspore sine Muskler og Nerver og arbeide og opoffre sig for det dyrebare Fædreland og synge og græde for dets Fattigdom og dets Ære.
Men om en fremmed Slægt skulde komme til at raade inden vore Enemærker – en Slægt, som ikke fatter, hvad der begeistrer os, ikke ændser, hvad vi vilde gaa i Døden for!
Jeg tilstaar, at i denne fortvivlede Tid, under denne ørkesløse Beskuelse af Begivenhederne, har Døren staaet paa vid Væg, og uhyggelige Tanker ere gaaede ud og ind, og Forestillinger have nærmet sig min Sjel, som før ialfald have holdt sig i det usynlige Fjerne.
Thi dersom vi ere for smaa til at møde frem til Danmarks Kamp nu, hvorledes skulle vi da blive store nok til at bestaa i vor egen Selvstændigheds-Kamp siden?
Det kan kanske vare Hundrede Aar til, at Kampen naar hid til vore egne norske Grændser. Men dersom vi nu tilstaa og bekjende, at vi ere for faa og smaa, saa er Haabet ude allerede fra nu af.
Saa kan vi fremdeles bygge Chausseer og holde Dyr-