dette, at der kunde være Maskiner til Snedker-Arbeide.
Medens jeg var der, holdt han paa at indrette en
Nyhed til, nemlig et Vandværk til at drive den tunge Høvl.
Ved Afskeden fra den mærkelige Mand lagde jeg den Bøn efter mig, at han maatte sende mig to Rammer med Dampskibet. Og det har han gjort, og Rammerne har jeg foreviist i et Arbeider-Samfund her i Byen, som bestaar mest af Haandværkere. Jeg opnaaede, at der blev dannet en Bedømmelses-Kommitte af sagkyndige Mænd, nemlig Snedkermester Kolstad, Malermester Johansen, Glasmester Vaaler og Smed Thorning. Hver af disse har givet sin skriftlige Erklæring, og alle udtale en særdeles rosende Dom; navnlig fremhæves Arbeidets store Nøiagtighed. Glasmester Vaaler siger, at han har arbeidet i sit Fag i 37 Aar og deraf 9 Aar udenlands, men at med Hensyn til Nøiagtighed i Sammensætningen ere disse to Vinduesrammer de bedste, som han nogensinde har seet, saa de fortjente at sættes til Udstilling og opbevares.
De ere ogsaa bestemte til at opbevares. De ere nemlig overleverede til og modtagne af hint Arbeider-Samfund, som Begyndelse til en paatænkt Samling af Prøver paa Haandværk og Industri.
Jeg vil idag ikke tale om det Arbeide at bygge en saadan Baad, men om det Arbeide, som forrettes med den.
Der er to Overlods-Distrikter i vort Land, det Søndenfjeldske, som gaar fra Fredrikshald til Flekkefjord, og det Vesten- og Nordenfjeldske for den øvrige Del af vor langstrakte Kyst. I det sidste af disse to Distrikter bruge Lodserne endnu mest aabne Baade; i det første derimod foregaar en betydelig Del af Lodseriet med Skøiter.
Lodserne tjene Matroserne ligesom den venstre Haand den høire. Det er en uundværlig Tjeneste i Samfundet.
