Sag gjorde med lignende Nøiagtighed de Udskjæringer, formedelst hvilke Sammenføiningerne i Hjørnerne gjøres. Tre overmaade forviklede smaa Maskiner, som sattes i Værk den ene efter den anden, gjorde de smaa Indsnit og Tapper, formedelst hvilke Sprosserne passes ind i Rammerne og i hinanden indbyrdes.
Jeg stod og saa paa det. Nogle Stød og Slag, og nogle Dreininger med Foden, som naar man træder en Dreierbænk – og alle disse mange Smaa-Arbeider, som ellers tage saa megen Tid, vare gjorte, og det med en næsten mathematisk Nøiagtighed. Jeg fik Stykkerne i min Haand: nys havde de været plumpe Træ-Klodser, nu kunde jeg sætte dem sammen til en Vindues-Ramme.
Det var mig et saa meget morsommere Syn, som jeg paa denne Reise, i disse veirhaarde Egne, hvor Folk saa vel kunne trænge til gode lune Huse, saa ofte havde været uvillig over de mere end tilbørligt glisne Vinduer og andet mangelfuldt Snedker-Arbeide.
Hvordan i al Verden var Ole kommen ind paa dette?
Ganske ny er maaske ingen Opfindelse. Den selvstændigste Opfinder har vel som oftest faaet Frøet til sin Ide et eller andet Sted ifra, om han end selv kanske ikke veed af det. Ole Jensen vidste dog af det for sit Vedkommende. En svensk Snedker, som forstod sig paa saadanne Maskiner, var kommet til Bygden og havde hjulpet en „Glasmager“ (Snedker, som gjør Vinduesrammer) inde paa Gaarden Korgen med at sætte op nogle Maskiner, og disse, som skulde holdes hemmelige, havde Ole fundet Leilighed til at se udvendig, engang de vare i Brug. Saa gav han sig ikke, før han fandt ud at gjøre sig Maskiner til at udføre de samme Ting; det var de tre nævnte Maskiner til Sprosserne; men om de ogsaa lignede sine Forbilleder indvendig, det vidste han endnu ikke. Sagen og Stor-Høvlen fandt han siden paa uden andet Vink end
