allernærmeste Fremtid, men det findes heller ikke nogen enkelt af Landets ældre Stater, der har nogen ret gammel og kjærnefuld særlig Historie, som kunde tjene til Grundlag for en delvis italiensk Folkepersonlighed, saaledes som Tilfældet er med hvert af de 3 nordiske Riger. Norge, Sverige og Danmark har hvert sin særskilte Historie, Folkeaand og Karakter. Treheden er her saa stærkt udpræget, at Enheden, idetmindste for den nærmere Fremtid, er umuelig.
Her støder vi da altsaa atter paa Historien som en vigtig Del af, hvad der danner et Folk. Maaske komme vi siden tibage til samme Sag.
Om Tyrkiet skrives i et svensk Blad efter Breve fra Konstantinopel følgende, der i alle Fald kan tjene til at vise, hvor vigtig Enheden er i et Folkesamfund, hvad det hemmer eller fremmer den:
Den store Aarsag, siger Bladet, til alt det forløbne og nærværende Onde i Tyrkiet (som det nemlig forhen har skildret) er dets Religion. De modstridende Religioner hindrer Sammenblandingen af Folkeslagene og følgelig Enhed og Styrke. De udsaar Frø til uforsonligt Had mellem Undersaatterne under samme Regjering, Medlemmerne af samme Kommune, Indvaanerne af samme Stad. Ingen Kristen eller Jøde i Tyrkiet holder dette for sit Land, dets Regjering for sin Regjering. Fædrelandskjærlighed findes ikke, uden for saa vidt, at enhver underkuet Folkestamme (alle Ikke-Tyrker) nærer en stærk religiøs Beundring for sine Forfædre og drømmer om, at Fyrster af deres Midte engang skal komme til Regjeringen og indtage Tyrkernes nuhavende Stilling; men Ingen drømmer om, at han engang skal blive Medlem af et helstøbt tyrkisk Folk, eller at dettes Regjering virkelig skal blive hans egen. Man har sagt, at Tyrkerne er en Krigshær, der har lejret sig midt iblandt undertvungne Folkeslag. Og
