lelse og Selvagtelse blev Mallings Bog: Store og gode Handlinger af Danske, Norske (og Holstenere), der blev gjort til almindelig Skolelæsning.
Ogsaa Fædrelandshistorien (Suhms Bog) blev indført i Latinskolerne. J. H. E. Bernstorff og end mere Struensee havde, siges det, sprunget Danmarks Historie over, og det ikke alene for Skolens Vedkommende (hvor den da heller ikke tidligere havde fundet Hjerterum eller Husrum), men ogsaa for Øvrigt. De havde, heder det, saa temmelig paa een Gang villet omstøbe og gjenføde det danske Folk. Guldberg satte det igjen i Forbindelse med dets Fortid.
Andre Oplysninger om, hvad der i Danmark er gjort for Danskhedens Gjenoplivelse, vil vi her meddele efter et dansk Blad, som har ytret sig om det i Anledning af den gamle Skik, at Offiserer plejede at sætte det tyske Ord von (af) foran sit Navn og derved paa en Maade omdøbe sig til Tyskere, idet dette skulde være hæderligere end at være Danske (omtrent som de latinsk opdragne Lærde plejede at betegne sin Latinskhed, sin Indlemmelse i det ældre og nyere Latinerrige, som den latinske Opdragelse og ligesom Gjenfødelse gjennem Latinskolen syntes dem at føre til, ved at give sig et nyt latinsk Navn istedenfor sit tidligere indenlandske, eller idetmindste at hænge den latinske Endelse us paa dette). „Nationalaanden,“ siger Bladet, „er bleven vakt, gamle danske Minder ere opfriskede og nye skabte, danske Sange digtede og sungne, Nationens Aand har levet og rørt sig i Hæren, og Hæren har følt og føler sig Et med Nationen „(den føler sig altsaa ikke som Tysker længere og skammer sig ikke ved at være dansk),“ og dog kan den kun befales af Von’ner!“ (ɔ: af General von Hansen, Oberst von Petersen, Kaptejn von Jensen, Løjtnant von Kristensen). „Meget Tyskeri og megen „Galskab“ er bortkastet; man skammer sig ikke længere ved
