men de Voksnes Opdragelse. Denne Mand var Ove Høgh Guldberg, som fra 1772–1784 paa en Maade var Konge i Danmark. Skade, at han ikke ogsaa satte en Stopper for den latinske Opdragelse og dermed følgende ufolkelige, her udanske, Aand. Men som Lærd var han vel ikke mere skikket til at værne den danske Folkelighed mod Latinskheden end Landets Stormænd til at værne det mod Tyskheden. De Lærde nemlig var ligesaa vel fyldte med Romerskhed som Landets Stormænd var fyldte med Tyskhed.
Det er imidlertid oplysende for vort Emne at lægge Mærke til, hvad Guldberg foretog, idet han vilde sætte Dæmning mod den Udenlandskhed, han som Lærd kunde have faat Øjnene op for, nemlig den tyske. Først maa da nævnes Forordningen om Indfødsretten, som han fik istand, og som gik ud paa, at „Landets Børn skulde æde Landets Brød.“ Videre fik han Dansk ophøjet til Landets „officielle Sprog“; ti Tysk havde før, navnlig under Guldbergs Formand, Struensee, været det offentlige Forretningssprog. Dansk kom nu til Ære ved Hoffet og blev værnet om i Bogverdenen; Guldberg vilde, heder det, gjerne gjort det eneherskende i Landet. Tysk Kommando, der før havde lydt i Hæren fra Nordkap til Ejderen, blev afskaffet allerede 1772. Et fransk Skuespillerselskab, der havde spillet skiftevis med de danske Skuespillere, fik Afsked. Fædrelandske Minder gjenvaktes (Mindestøtterne paa Jægerspris). „For at hævde og styrke dansk Nationalitet omdannede han ogsaa Skolevæsenet og kaldet det danske Sprog tilbage fra Forviisningen.“ Kristian VI havde rigtignok udstedt en Lov i samme Øjemed allerede 1739, men Latinskolemændene var, paa Grund af sin latinske Opdragelse, som Stand unationale og fiendtlige mod Danskheden, og derfor var Modersmaalet som Latinskolefag endnu i Guldbergs Tid ikke kommet længere end paa Papiret.
Et vigtigt Middel til at vække de Danskes Folkefø-
