dernæst for det meste et Par Aar til. Jeg hørte saa mange Exempler paa dette, at jeg fik det Indtryk, at her virkelig maatte være noget Særeget, som udmærkede Folkelivet i disse nordlige Egne – et af disse mange Smaa-Træk, som tilsammen danne det, vi kalde Folkelivet, og som allesammen ville lægges Mærke til, baade nord og syd i Landet.
Maaske dette Særegne mere bestaar deri, at hine nordlige Egne i dette Stykke noget bedre have bevaret en gammel Tingenes Orden, som før i Tiden monne have været almindelig over hele Landet, men som paa andre Steder kan være bleven brudt formedelst Indførelsen af den nyere Tids Lovgivning om Fattigvæsnet: siden Loven bar anordnet Fattigkommissioner, som skulle tage sig af forladte Børn, saa kan den private Mand tænke som saa: nu behøver ikke jeg paatage mig nogen Bekostning og Møie for den Sag, thi der er dem, hvis Pligt det er at sørge for Børnene.
Hvordan Forholdet er der nord, det har jeg et slaaende Exempel paa fra selve Finmarken. Jeg havde hørt Fortælling derom og anmodede saa Præsten i Sognet om at gjøre mig den Tjeneste at undersøge Rigtigheden ret nøie og siden skrive mig til derom, saa jeg igjen med Tryghed kunde bringe Fortællingen videre. Det var Hr. Provst Leganger i Hammerfest, og efter hans Brev til mig kan jeg nu fortælle Exemplet baade paalideligt og fuldstændigt.
Jeg tilstaar at det var med en vis Bi-Interesse, at jeg jeg valgte netop dette Exempel, just fordi baade Manden og Konen vare Finner; ialfald blev Tilfældet mig derved end mere overraskende. Han hed Hans Andersen og Hustruen Elen Olsdatter, og de hørte hjemme paa Bopladsen Hønseby i Hammerfest Landsogn. Han er død for 4 Aar siden, i en Alder af 61 Aar, men Enken