Her har jeg nu talt om Haandsagens Brug til at
levere Bord og Planker i det Store eller til Udskibning,
og jeg har afhandlet den Besynderlighed at den besværlige
Brug ikke er bleven afløst af Vandsagens bekvemmere Indretning.
Men nu tænker jeg igjen paa det endnu større
Besvær, som Folk havde før i Tiden, da ikke engang
Haandsagen var kjendt. Da tog man en Stok og kløvede
i To, og hver Kløvning blev saa teljet med Øxen – paa
begge Sider, hvis den skulde give en Planke eller et Bord
til Baadbygning, eller kun paa den ene Side, hvis den
skulde bruges f. Ex. til Gulv eller Tag i et Hus. Men
hvorledes faa kløvet en Stok, som kanske var alen-tyk?
Jeg har hørt den Forklaring, at man først gjennemborede
den med en Rad af Huller og saa drev Kiler ind i disse.
Men hvad Møie og Besvær maatte ikke dette være?
I mine Stykker om Bygnings-Skikken har jeg omtalt et i sin Tid anseeligt Hus i Smaalenene, hvor baade Gulv- og Dørplanker vare af raat tilhugne Stokke. Og sammesteds har jeg berettet et Sagn om den første Mand, som begyndte med Haandsag i Aaseral, denne endnu saa gammeldags Bygd øverst oppe i Mandalen. – I sin Beskrivelse over Saltdalen i Nordlandene taler Præsten Sommerfelt om Baade-Bygning, som i den Bygd drives og længe har været drevet med stor Flid og Kunst; han var Præst der omkring Aaret 1820, og „nu i de sidste Aar, siger han, var Arbeidet blevet meget lettet formedelst Indførelse af Haandsag.“
Men hvad der nu er gammelt i det øvrige Norge, det kan endnu være splinternyt oppe i Finmarken, og Finnerne bevare endnu i adskillige Stykker Skikke og Brugsmaader, som de engang have lært af de Norske, men som disse for længst have aflagt. Inde i Porsanger-Fjorden, i Laxelvdalen, en Finnebygd med baade Finner og Kvæner, ret driftige Folk og flinke Baadbyg-
