Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1864.djvu/318

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
312

saa meget sikrere at kunne gjennemføre dette lod Kongen den Ret, som dels Adelen, dels Borgermester og Raad i Kjøbstæderne havde i Arv fra Danske-Tiden, til at udnævne Præster, Rektorer og Skolelærere dels indskrænke, dels paa mange Steder rent ophæve. Ikke alene i Kirker og Skoler, men selv i private Huse vilde Kongen ikke vide af andre end svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart den fornødne Mængde af svenske Bibler var trykt, maatte danske Bibler ikke længere indføres. Kongen gav selv Stiftet 413 svenske Bibler og befalede, at de danske Bibler, som fandtes ved Kirkerne, skulde afgives til Stiftsstyrelsen og gjemmes bort. Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa i Regelen være Svensker, og Provsterne fik Ret til uden Videre at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk. Holdt Forældrene sine Børn borte fra den svenske Undervisning, blev de straffet med Bøder. Ved Bispen i Stiftet lod Kongen tilkjendegive Præsterne, at dersom de understod sig at prædike paa Dansk, skulde de miste sine Embeder. Selv de danske Præsters Pibekrave (Præstekraven) vilde han ikke vide af; den ene Præst skulde være som den anden. En egen Embedsmand udnævntes, der skulde rejse omkring for at paase, at den kongelige Vilje blev efterkommet, navnlig med Hensyn til, at Børnene blev undervist paa Svensk, og at Folket stadig søgte den svenske Gudstjeneste.

Allerede 1685 var det saaledes 30–40 svenskfødde Præster i Lunds Stift. Intet vandt en Embedsmand større Yndest end Iver for at fremme Landets Forsvenskning, Intet var mere utilgiveligt end Forsømmelighed i dette Stykke. Hvor Mildhed ikke hjalp, brugtes haarde Midler. Hvor man ikke kunde gaa den lige Vej, gik man Omveje og brugte „snedige Mellemhandlere,“ som rejste omkring og overtalte Præsterne til at gjøre sine Hoser grønne hos Regjeringen ved af sig selv at begjære det, som den netop