ling som et gjensidig forpligtende Kontraktsforhold, hvilket den indrømmedes heller ikke i Virkeligheden at være, da det fulgte af sig selv, at man maatte se hen til senere forandrede Forhold, saa at Kongen kun ikke straks efter hin Erklærings Afgivelse kunde handle paa anden Maade uden at meddele nogen ny Oplysning. Paa den anden Side indeholdt samme østerrigske Ministerbrev nogle Udtalelser om, at man maatte have en Erklæring der af dens Forfatter ansaaes for bindende, og at den danske Regjering maatte vedtage som sin egen den af den østerrigske givne Fortolkning af dens Forklaringer og i bindende Form skulde ved en paa Kongens Befaling afgiven Erklæring sikre den virkelige Udførelse af de kongelige Hensigter. Da nu disse forskjellige Brudstykker af det østerrigske Ministerbrev ikke synes at stemme ganske overens, men den danske Udenrigsminister dog vedtog den i det Hele, bliver det meget tvilsomt hvad man skal antage. Om man imidlertid end vil gaa ind paa den Opfattelse, at en virkelig og forbindende Overenskomst blev sluttet, saa gik denne kun ud paa, at Slesvig og Holstein atter skulde have Provinsialstænder, – at alle Monarkiets Lande skulde forenes i en organisk og ligeartet Forbindelse under en felles Forfatning der dog ikke maatte være saa fri som Kongerigets Grundlov, – at Slesvig ikke maatte inkorporeres i Kongeriget (det vil sige mere, end det alt statsretlig var) eller noget dertil sigtende Skridt foretages – men at paa den anden Side heller ikke Fellesskabet mellem Slesvig og Holstein skulde fornyes med Undtagelse af nogle „ikke-politiske Interessers materielle Baand“ (som Ridderskabet med Klostrene, Universitetet et Tugthus, er Galehus, den tvungne Brandforsikring, Ejderkanalen o. s. v.). Og skulde end Danmark have indgaat bindende Forpligtelser, saa var disse dog afhængige af, at Tyskland holdt sine samtidig overtagne Løfter om ikke at blande sig i det danske Kronland Slesvigs
