gaaet Fejlgreb baade af den danske Styrelse og dens Embedsmænd – Sligt er jo uundgageligt –; men vi tror, at de snarere stikke deri, at Styrelsen, lidet understøttet eller heller modarbejdet af andre Magter, har været for svag ligeoverfor Bevægelser, som havde hele Tyskland at støtte sig til, end omvendt. Man har ikke Lov til at tro om nogen Regjering, at den skulde være saa dum, at den ikke under Omstændigheder som disse skulde søge at sætte sine bedste Mænd paa de vigtigste Udposter istedenfor, som Schleswigholsteinerne sige, uværdige og uduelige Personer. Hvad imidlertid end Styrelsen sagde eller gjorde, var det lige godt og blev taget til Indtægt for Partiet. Gav den nogen Gang efter, var det Bevis paa, at alle Klager var grundede, og stod den imod, var det Undertrykkelse. Men da det nu var klart, at Tyskheden og Oprørsaanden hang sammen, kunde ingen dansk Styrelse give efter i det Hovedsagelige af Sprogordningen uden at opgive Statens Nødværgeret og sin Pligt at beskytte det danske Sprog hos den menige, tro Befolkning.
Der er ogsaa adskillige Vidnesbyrd for, at Danskheden i disse Aar før den nye Krig gjorde god Fremgang. I mange blandede Sogne blev den danske Gudstjeneste godt besøgt og de fleste ministerielle Forretninger efter Vedkommendes eget Ønske udførte paa Dansk. Børnenes Undervisning gjorde god Fremgang; for selv i de Sogne, hvor det Plattyske var trængt ind, var dette dog saa blandet med danske Ord, at Ungdommen havde lettere for at lære Dansk end Højtysk. Der begyndte saaledes at opvokse en dansk og dansksindet ny Slægt. Danske Almubogsamlinger – efter en af de senere Meddelelser 140 i Tallet med 60,000 Bøger – blev oprettede helt ned til den rent tyske Sproggrense. Bøgerne læstes med Begjærlighed baade af Gammel og Ung, og ingen Bøger var mere efterspurgte end Ingemanns Romaner som netop handler om Dan-
