opgivet; den var bare hvilende, som det heder. Suveræniteten var ikke tilstaat Landet, men kun den gottorpske Hertug for dennes mandlige Afkom; han skyldte efter Lensretten endnu Kongen en vis Huldskab og var udtrykkelig bleven forpligtet til ikke at bortsætte nogen Del af Landet til Skade for Danmarks Krone eller for Kongen og hans Efterkommere.
Da den gottorpske Hertug under den store nordiske Krig i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede atter sluttede sig til Sverige var Kong Fredrik den 4de derfor i sin gode Ret ved (1713) at besætte hans Del af Landet og, efterat Sverige ved Freden i Fredriksborg 1720 havde opgivet Hertugens Sag, i 17 2 1 højtidelig at lade sig hylde i den gottorpske Del af Slesvig (vel at mærke ikke af Holstein) og modtage Ed af Landets Indbyggere med Ridderskabet o. s. v. i Spidsen paa at være ham og hans arvelige Efterfølgere efter Kongelovens Regel hulde og tro samt ved at erklære Hertugdømmet uadskillelig indlemmeti Danmarks Krone som et kun i uheldige Tider derfra afrevet Led og til Tegn paa den foregaaede Forandring flytte Hertugdømmets Vaaben i Rigsseglet fra Midtpartiet (den kongelige Familjes Vaaben) til Hovedpartiet, hvor selve Rigets Hoveddelers Vaaben har sin Plads.
Betydningen af disse Kongens Skridt er klar og grej. Var Slesvig ikke før et uadskilleligt Ledemod af Danmarks Rige, saa var det det ialfald fra nu af. De Indvendinger, som Schleswigholsteinerne fremføre mod Betydningen af disse Statshandlinger, er kun tarvelige saasom at Kongen ikke lod sig hylde i den kongelige Del af Hertugdømmet (hvor han jo alt før var Enevoldsherre), at ved „Kongeloven“ skal forstaaes noget Andet end den bekjendte danske Kongelov, som i alle Lande har været kjendt under dette Navn (lex regia), og navnlig da en Arvegangsregel, som Kong Fredrik den Tredje 1650) havde givet for sin Del
