stække Sveriges Magt. De nordiske Riger har arbejdet ihærdig paa hværandres Svækkelse – og de har naad dette Maal, sig til Skade og fiendtlige Nabofolk til Baade.
I Krigen mellem Karl Gustav og Kong Fredrik den Tredje forenede den gottorpske Hertug Fredrik den Tredje sig med den Første og tiltvang sig med dennes Hjelp 1658 Suverænitet eller den fulde Statsmyndighed over sin Del af Slesvig (ikke af Holstein), og denne Fordel beholdt Gottorperne, om end med enkelte Afbrydelser under følgende Stridigheder, indtil 1713 eller 1721. For fremdeles at staa paa lige Fod med Gottorperne og for tillige at faa en Klemme paa Rigsraadet i Danmark, som endnu havde Ret til at velge Rigets Konge, erklærede Kongen ogsaa sin Del af Hertugdømmet for suverænt. Nu, sige Schleswig-Holsteinerne, kan man dog se, at vi har Ret i det, at Slesvig er et suverænt Hertugdømme aldeles løst fra Lenshøjheden og ethvært Baand med Danmark. Men ikke at tale om, at man da maatte sige, at der skal være 2 og ikke bare 1 suverænt Hertugdømme, og foruden at Kongens Del maa ansees for at være uadskillelig knyttet til Kongeriget formedelst den Bestemmelse i Kongeloven[1] af 1665, som gjorde det til Pligt for Kongerne at forbinde alle de Lande, de ved Arv, Krig eller paa anden Maade kom til at besidde, uopløselig med sin Krone, – saa stod endnu de sønderborgske Hertuger bestandig i Lensforhold til Danmark for sine Stykker af Hertugdømmet, hvorfor Danmarks Overhøjhed over dette aldrig har været ophævet. Og selv for den øvrige og største Del af Landet var Lenspligten ingenlunde ganske
- ↑ 1660 blev som bekjendt Danmarks gamle Stænderforfatning kuldkastet og Arveligheden med Magt til at bestemme Forfatningen overdraget Kong Fredrik III, hvorefter denne i 1655 gav Kongeloven, der indførte Enevoldsmagten. Kongelovens Bud var endog forbindende for de uindskrænkede Arvekonger.
