saadan Forskrivelse nogensinde er given; er den det, saa er den mod de allersimpleste Retsregler udsted af en Myndling, Gutungen Valdemar, som aldrig var lovlig Konge i Danmark, til hans Formynder Danmarks Fiende, Grev Gert, uden det Samtykke, som, for at den skulde være gyldig, maatte meddeles af Rigets højeste Myndigheder; den er aldrig traad i Kraft, og blev den vedtagen af den daværende Greve af Oldenburg, var dette uden Betydning for Danmarks Rige, hvis Myndigheder aldrig blev spurt, og hvis Rigsraad endog protesterede, da det blev fortalt, at noget Saadant skulde være foregaaet; den staar endelig i den bestemteste Strid med hele Kongerigets og Hertugdømmets følgende Historie og alle gyldige og endnu bestaaende Statsakter. Men som schleswigholsteinsk Grundlov, som Hjemmel for en særskilt statsretlig Forbindelse mellem Slesvig og Holstein i Modsætning til Kongeriget, kan den være lige saa god som nogen anden, Schleswigholsteinerne kan diske op med.
Ved Adolfs Død skulde endelig Slesvig for Alvor forenes med Riget; for nu var Ingen igjen, som kunde gjøre noget Krav derpaa uden Danmarks Konge som saadan. Men til Ulykke for Danmark og Norden blev det ikke saa. Samtidig var det tyske grevelige Len Holstein ledigt, og Kong Kristian den Første attraadde ogsaa at faa Fingre i det. Paa dette gjorde dog flere Andre Krav. I Danmark var Kristian alene Valgkonge og havde under de usikre Forhold i dette og de 2 andre nordiske Riger ingen Vished for, at hans Børn tillige vilde blive hans Tronarvinger. Han ønskede derfor at vinde Slesvig paa en Maade, hvorved ikke alene hans og hans Æts personlige Fordel sikredes, men ogsaa det danske Rigsraad skulde faa større Opfordring til ved Kongevalget stadig at holde sig til hans Efterkommere og saaledes Sambaandet mellem Rigets Deler blive bevaret. Det megtige holsteinske eller, som man
