nuværende Slesvig, idet store Stykker, saasom Stiftet Slesvig (Bispestolen med tilliggende Gods), Øerne Als og Ærø, Frisernes Land o. s. v. var forbeholdt Kongerne tilligemed det saakaldte konungsleif eller de store Krongodser og Ødemarker, navnlig Landet søndenfor Dannevirke; Kongerne kunde ogsaa blandt andre Højhedsrettigheder indsætte Hærmænd (underordnede Lensmænd og Adelsmænd) i Hertugernes Landslod. Men Størstedelen af disse Formoner fik Hertugerne med de holsteinske Grevers Hjelp fravristet Riget under dets dybe Fornedrelse, deriblandt Kongeleven i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, og dette gav Anledning til, at Strøget søndenfor Dannevirke (hvilken Befestning jo blev uden Betydning, naar de holsteinske Grever i Ledtog med dem, som var indsatte til dens Forsvar, Hertugerne, havde fri Adgang til Halvøen) blev opdyrket af tyske Nybyggere, og at tysk Adel satte sig fast i en Del af Landet, hjulpen af Styrerne til Landets bedste Embeder og til at fortrænge de kongelige Hærmænd, især efterat Kong Erik Menved omtrent samtidig havde maattet fraskrive Kongerne Retten til at indsætte flere Hærmænd.
Under „Pantekongen“ Kristoffer den Andens jammerlige Styrelse, da fast hele Riget var bortsat stykkevis i Pant til forskjellige Herrer, fornemmelig holsteinske Grever, lykkedes det den berømte Grev Gert, „den kullede Greve,“ for en kort Tid at naa den schauenburg-holsteinske Greve-Æts Maal, at føje det danske Land Sønderjylland til dens tyske Len, Grevskabet Holstein da han indsatte sin Søstersøn Hertug Valdemar af Sønderjylland som Konge istedenfor Kristoffer og lod sig af denne sin Myndling en 12aars Gut, give arvelig Forlening paa Sønderjylland (1326). Men Valdemar blev ikke godkjendt som Konge af det danske Folk og maatte snart efter opgive Kongedømmet og vende tilbage til sit Hertugdømme, medens Gert lod sig nøje