Arvinger. Men uheldigvis fik de sønderjydske Hertugers Lyst til større Selvstændighed alt for rigelig Næring derved, at deres Len var Grenseland, og ved det nøje Forbund, de indgik med de holsteinske Grever.
Abel blev den første Schleswig-Holsteiner. Han giftede sig med en holsteinsk Grevedatter og traadde i fiendtligt Forhold til sin Broder og Overherre Kong Erik Plogpending, hvem han tilsidst lod myrde (1250), hvorefter han selv 2 Aar var Konge i Danmark og gjenforenede Sønderjylland dermed. Da han var falden i et Slag mod Friserne, var hans Sønner endnu umyndige og den ældste fraværende; baade af denne Grund, og fordi man uagtet hans Ed paa det Modsatte holdt ham for Brodermorder, forbigik man hans Sønner og tog hans Broder Kristoffer (den Første) til Konge. Men de holsteinske Grever satte som Formyndere for sine Søstersønner igjennem, at de beholdt Sønderjylland som Hertugdømme, og saaledes blev det under forskjellige Omskiftelser og enkelte Afbrydelser, indtil Abels Mandstamme uddøde i 1375.
I al denne Tid blev dog Sønderjylland fremdeles som en Del af Danmarks Rige styret paa Dansk og fik sine Love skrevne paa dansk Maal; det havde Intet med det tyske Rige at bestille og kom ikke i noget statsretligt Forhold til Holstein; kun Familjeforbindelser og felles Fyrstefordel gjorde, at Hertugerne her ofte forbandt sig med de holsteinske Grever og paa en fordærvelig Maade indblandede sig i Danmarks indre Anliggender under de Splittelser og Borgerkrige, som nu hjemsøgte Riget henved 100 Aar. Der gaves endnu intet Hertugdømme Slesvig i nyere Betydning; Hertugerne kaldte sig Hertuger i (eller af) Jylland, sommetider af Sønderjylland; der var idelig Tvist om, hvorvidt de kun havde personlig Forlening eller arveligt Len; deres Myndighed strakte sig ikke engang over hele det
