Men selv hvor Digteren spøger som bedst, forekommer
det mig dog at der hviler et vist Vemod over det Hele.
Der er, naar Alt kommer til Alt, mere Suk end Latter i
Iliaden. Og kunde det være andet? eller maatte ikke
Sindet stemmes til Vemod ved dette, at der var ikke det
Sted, end ikke i Gudernes Kreds, hvor der var Fred:
selv paa Olympen er jo dette egenkjærlige Væsen og den megen
Harme og Smerte! Den bedste Trøst, Homer og Grækerfolket
vidste, var derfor ogsaa den samme, som Guderne
selv maatte ty til Lyren og Sangen og al den øvrige
skjønne Kunst, Apollons og Musernes velgjørende Værk.
Se, saadanne korte og enfoldige Forklaringer som disse maa vi lade os nøie med her i Folkevennen. Ellers kan jeg fortælle, at dette, som jeg har talt saa smaat om paa disse sidste Sider, dette om Guderne og om Samkvemmet mellem Guder og Mennesker, det fylder det mellemste af tre tykke Bind, som Englænderen Gladstone for faa Aar siden har udgivet om Homer, Gladstone, han, som nu er Dronning Victorias Minister for Finantsvæsenet. – Hvor fængsles ikke vort Sind af en Runesten, med Indskrift af nogle faa læselige Ord? Men for Gladstone ere disse Digte en storartet Indskrift fra den europæiske Folke-Families Urtid; han agter navnlig paa de religiøse Begreber og Stemninger, som her læses om, han anstiller Betragtninger og Gisninger over, hvad der af disse underlige Billeder og Fortællinger monne være Digterens Opfindelse og hvad hans Landsmænds almindelige Mening og Tro; han gaar videre og prøver at udfinde, hvor meget af denne græske Folketro der monne være opkommet i Tidens Løb formedelst menneskelige Indbildninger og hvor meget der kanske kunde være at betragte som brudte Straaler af den paradisiske Tro.
(Fortsættes.)
