frygt, som naar der i Mosebøgerne og Davids Psalmer tales om Hærskarernes Gud. Naar vi høre om de mange Guder, saa vide vi jo, at man har ikke kjendt Gud. Ved nøie at betragte den Olympiske Verden, saaledes som Grækernes Sands har dannet sig den, finde vi adskillige Tilløb og Bestræbelser for at tænke sig Guderne som alvidende, almægtige, salige, hellige; men altid og overalt klæber der sig noget Uklart og Ufuldkomment ved. Vistnok har man den Forestilling at Menneskernes Ve og Vel afhænger af personlige Guder, som vide, hvad de ville; men tillige mærkes det, at i mange Tilfælde maa Guderne selv bøie sig for Skjæbnens dunkle, bevidstløse, upersonlige Magt. Og hverken er Menneskets Synd og Brøde ret følt, heller ikke har Tanken formaaet at tænke sig nogen fuldendt Hellighed hos disse altfor menneskelige Guder, som undertiden endog nedlade sig til Kneb og List for at faa sine Planer frem. Ja, selv Gudernes Salighed, der ellers tænkes som et af de yperste Fortrin over Menneskenes Kaar, forstyrres altfor ofte, som vi have seet, ved Trætte mellem dem selv indbyrdes.
Hvad Ærefrygt kunde der være for disse Guder? De homeriske Helte dyrke dem vistnok med flittige Offringer; dette sker ved mange Leiligheder og helst naturligvis, naar man mærker, at man har fortørnet dem, eller naar man er i Fare og Nød. Men naar det saa lader til at Offerrøgen af de lydefri Faar eller Gjeder er gunstig annammet, saa kan Stemningen strax slaa over til den største Tryghed og Velbehagelighed, som om man havde selve den førsonede Gud som Gjæst midt imellem sig ved det overflødige Offermaaltid, naar Kjødet af Offerdyret var færdig stegt og Vinen skjænket i Boller. Intet Under derfor, at man sommetider kan tage sig den Frihed – saaledes som vi have seet det i de nys læste Vers – at smaaspøge lidt over Gudernes Skrøbeligheder.
