glemme baade London og Krystal-Paladset, og drømme os langt op i de henfarne Tider, hvis Bygnings-Kunst og Billedhuggerværker her omgive os. I atter andre Egne af den vidunderlige Bygning er der en Susen og Surren af Hjul og Maskiner, som gaa med Damp og underholde os med Prøver paa alskens Arbeide, – her saa jeg f. Ex. hvorledes Synaale blive til, det er som at reise hen til en Fabrikby og faa Lov til at gaa ind og bese os paa Værkstederne.
Det faar være nok med disse Prøver paa, hvad Mærkværdigheder her var samlet, og som det er baade Belærelse og Underholdning at gaa omkring og betragte, og man vil ikke undres over, at et saadant Anlæg har maattet koste mange Penge. Men dog tør det gaa Andre som mig, at de ville forfærdes ved denne Sammenligning, at dette Forlystelses-Sted har kostet næsten saa meget som hele Norges Bank – ikke alene hvad Banken har liggende i sin Kjælder, men hvad Banken har ude mellem Folk, eller de Penge, som vi have i vore Lommer og Skatoller (112 Million Pund Sterling d. e. næsten 7 Millioner Speciedaler).
Nogle have det saa, at de nødig ville være ved, at Udlandets Fremmede og Nye overrasker dem, men jeg tilstaar, at jeg var nær ved at overvældes ved Synet af dette Lands Magt og Vælde, ja, at jeg blev syg, hjertesyg, ved Tanken om mit kjære Norge, hvis ganske Herlighed ved Siden deraf sank sammen til (forlad mig Ordet) – til Usseldom!
Jeg vidste nok før, at England var et stort og mægtigt Land mod Norge, men jeg havde aldrig naaet op til at forestille mig Forskjellen saa stor.
I min Barndom fik jeg et saadant Begreb, at et Land med 20 Millioner Indbyggere maatte være 10 Gange saa mægtigt som et Land med 2 Millioner, og derfor lærte
