Væde faa de en egen Sygdom, som angriber Øinene, saa mange blive stokblinde og altsaa ikke længere kunne ernære sig og tilsidst styrte af Sult, – Ravnene vente paa dem, og de afpillede Benrader ligge der paa Marken og forfærde de Forbireisende. – Men som jeg saa Forskjel paa disse mærkelig udviklede Racer og de sultfødede Dyr i mange af vore Bygder, saa maa der være Forskjel paa de engelske Farmeres Velmagt og vore Bønders ringe Kaar.
Man gjør ogsaa Bekjendtskab med disse Dyr paa en anden Maade, ved Spisebordet nemlig. Jeg tør sige om mig selv, at jeg er ikke vannen eller kræsen paa Mad; men der er kanske ingen af de engelske Herligheder jeg saa ofte kommer til at tænke paa med Savn, som netop det forunderlig velsmagende Kjød. Siden jeg har smagt det, bliver jeg sommetider utaalmodig over det seige Kjød her hjemme, som mine Tænder ikke kunne skjære, men saa maa jeg igjen skjænde paa min egen Utaalmodighed ved Erindringen om, at Aarsagen til, at Kjødet er saa seigt, netop er den, at vore Bønder ere saa lidet ved Magt – mange af dem, som sælge os sit Slagt, tør neppe smage det selv, saa gjerne de vilde, og som de ikke have Raad til at pleie sig selv nogenlunde, saa er det ikke at forlange, at de skulde pleie og fodre sine Dyr bedre.
Ved Siden af Dyrskuet var der en Redskabs-Udstilling. Det gik i det Uendelige med nye Opfindelser og bekvemme Indretninger, og jeg tør kun nævne Damp-Ploven. En saadan Plov maatte vistnok kunne gjøres efter hjemme hos os, og der turde vel være en og anden af vore Gaardeiere, som kunde have Raad til at kjøbe den ogsaa, – men vore Agre kunne ikke bruge dem, saaledes som de ligge til, op og ned ad Bakke. Der var kanske intet af hvad jeg saa i Landet, som gjorde saa stærkt Indtryk paa mig, som den Plov; thi den ledede min Tanke hen paa en langt større Sag: der er den Forskjel mellem
