et Stenbrud kostelig Sandsten, til de Paladser, som bygges i Byen tæt ved, og i Nærheden er der andre Gruber, hvor man henter Malm, og atter andre, hvor man forsyner sig med Stenkul til at smelte Malmen til Jern – til Jernbaner. Altsaa, istedetfor unyttig Sten i Ageren have de under Agermulden et Berg, som ikke alene ikke er i Veien, men er Guld værd.
Nu med engang midt ind i London! Gade, Gade, Gade, trange Gader (thi her er knapt om Rummet, og Husene maa gjøre sig smale) – og for Alvor fuldt af Mennesker i Gaderne og af Heste og Vogne, rimelige Vogne, og Vogne som Huse, med to Etager og fulde af Mennesker! Jeg har undertiden tilbragt en Maanedstid i et Præstegjeld hjemme i Norge, for der at sætte mig ind i, hvordan Tilstanden er blandt Folk – men her, bare jeg dreiede mig om et Gadehjørne eller gik omkring et Kvartal, saa var det som et helt Provsti eller Amt. I Londons By er der nær dobbelt saa mange Mennesker, som i alt Norges Land, og i Industriudstillingens Bygning vare vi undertiden sammen paa en Gang saa mange som Christianias hele Indbygger-Tal.
Og al Herligheden i den norske Afdeling i samme Bygning tog sig ud ved Siden af den engelske eller franske Udstilling som det Løsøre, en Husmandsplads kan eie, ved Siden af Herremandens. Jeg gjorde mig Flid for at forklare dem, jeg traf (men hvormange kunde det blive?), at vilde de have Begreb om Norges Arbeide, saa maatte de ikke se paa Udstillingen her, saasom vort meste og kanske bedste Værk er saadant, at det ikke kan stilles til Skue i et Hus – de maatte gaa med ud paa et Arendals Skib i en Storm paa Atlanterhavet, eller vove sig med i en Nordlands Fiskebaad og holde ud et halvt Aars Tid i Træk med Fisketoure henover en Kyst paa en 1000 engelske Mil. Men naar jeg saaledes i en god Mening