jeg neppe seet et grønt Straa endnu, og her stod Buskene og Lundene med tæt Løv, og Hvede-Agrene vare grønne! Stakkels Norge med din lange Vinter og sene Vaar! – Og nei og nei, hvilket Land der udbreder sig for mig, alt som jeg kjører frem fladt Land og frugtbart Land, dyrkbart og dyrket, paa de Tomter nær, som der staar Huse paa, eller hvor Veien ligger, og paa nogle Lunde og Smaa-Skove nær, som man aabenbar har sparet – og dette varer ved, Mil efter Mil, saa langt Øiet rækker ud over Sletten. Men i Norge (thi aldrig har jeg tænkt saa meget paa Norge som her i England – Øinene saa paa det Fremmede, men Tankerne tænkte paa Hjemmet) – i Norge er det jo kun smaa Pletter hist og her, som ere dyrkede og kunne dyrkes. Jeg siger kun smaa Pletter, som Undtagelser fra det Hele. Thi kunde vi gaa op i en Luftballon og se ned fra en passende Høide, saa vilde hele Akers-Bygden, ja hele Hedemarken vise sig som en Plet ved Siden af Skovene og Sætermarkerne og Fjeldvidderne; og reiser du hen over Vestlandet, saa vil Taarerne komme dig i Øinene ved Synet af disse Agerlepper, som næsten maa graves op med Fingrene, thi Ploven kan ikke snu og vende sig mellem Klipperne, som stikke op allevegne. I Hardanger og Sogn tales der om, hvor skjønt Gaardene ligge ved Foden af det mægtige Fjeld – nei, det er bare en Taa, som stikker frem hist og her, og ikke en Fod, saa liden er mangesteds den Bakkeskraaning, som en Familie af Mennesker og af Gjeder klynger sig fast til. Jeg maatte tænke paa Dig, min kjære Anders Andvord i Lom – Du viste mig engang de store og lange Hobe af Sten, tre Alen høie og tre Alen brede, som du i din lange og virksomme Gaardbrugertid havde brudt op af Jorden for at rydde den til Ager – og se her paa de engelske Sletter: hist og her har man gravet sig ned i Agermulden, som i en Brønd, for at hente op af
