faldne; men det mener jeg ogsaa er en Kjendsgjerning, at jo længere man kommer mod Nord, desto mindre er ikke alene Landet af Naturen skikket for Jordbrug, men desto mindre er ogsaa Folket formedelst hine ulykkelige Indflydelser bleven oplagt til det. Fiskeren kan om Aftenen sætte sine Redskaber i Søen og vente en Fangst den næste Morgen, men Jordbrugeren maa gjøre et stort Udlæg af Arbeide om Vaaren og kan ikke høste før det bliver Høst, og det er dette Udlæg og denne Udholdenhed, som den forarmede og sløvede Fisker føler sig afskrækket ved.
Men paa denne Maade er det naturligt nok, at Maalselvdalen ligesom blev glemt for en lang Stund, saa den først nu blev optaget, nu i vor Tid, da Forholdene have forandret sig saa mærkværdig, at de sidste Hobe af sørlandske Nybyggere paa Veien til Dalens prægtige Urskov endog ere blevne befordrede med Dampskib. Maalselvdalens Bebyggelse kan betragtes som den sidste, i Nutiden faldende Gjentagelse af dette langvarige Rydnings- og Bosættelses-Arbeide, som begyndte i en fjern Oldtid og mere og mindre jevnt har skredet frem fra Dal til Dal, fra Næs til Næs, søndenfra og nordover.
Vil man gjøre mig Følge og besøge en af disse Nutidens Rydningsmænd, en af de sidste blandt disse Millioner, hvis Haardførhed og Tænksomhed har gjennemforsket vort Norge og forvandlet dets Vild-Mark til et Kongerige? Det er Maalselvdalens Ordfører, Erik Andersen Sandeggen, vi skulle besøge. Jeg bøiede af fra Hoveddalen for at ride op i den Sidedal, hvor Sandeggen ligger, og mødte saa Manden, som havde et Erinde ud i Bygden; men trods mine Indvendinger vendte han om og ledsagede mig til sit Hus. Han var ogsaa til Hest, og det blev mig en interessant Ridetour i denne Mands Selskab. Ved hver Gaard, vi kom forbi, vidste han at fortælle mig dens Oprydnings Historie, og under hans
