139
Stand end Almuesmanden. Det kan man ogsaa mærke, at eftersom Fisket slaar godt til, og Handelsforhøldene ud- vikle sig gunskigt, saa Fiske-Almuen nu i en Bygd, nu i en anden kommer ud af Ärmoden, saa er det, som at og- saa Folks Sind og Sands arbeider sig ud af Ensidigheden, og man faar mere Øie før det forsømte Jordbrugs Nytte og Hygge. Men i hine Tider, da Fiske- Handelen næsten ikke var tænkt paa, da Fiskerne altsaa levede i de usleste Kaar, da har endog hans Ryg og hans Arm manglet Muskler til at udholde det tyngere Arbeide at bryde Jorden, og endnu mere har hans Tanke manglet Kraft til at bryde sig en anden Bane, end den, han saa for sig fra Barnsben.
Hin Ulyst til Jordbrug, som før den førfte Betragt- ning er saa yderst paafaldende og i ethvert Fald kræver sin Forklaring staar altsaa for mig som den rimelige Virk- ning og endnu ikte ganske overvundne Eftervirkning af den usle Tilstand, hvori de Folk have befundet sig, som ikke vidste noget Bedre end at drage søndenfra til de altid mere og mere ublide Egne mod Nord, og at friste Livet med Fiskeriets altid usikre og dengang saare lidet lønnende Bedrift.
Istedetfor fra Egnen om Throndenæs af at udbrede sig over Maalselvdalens tilgrændsende Indland, fortsatte Fiskerbefolkningen der med at udbrede sig rimeligvis med tiltagende Langsomhed, men i samme Retning, fra Fiskevær til Fiskevær alt til Finmarken, for der at friste en endnu uslere Tilværelse, og ikke alene gaa op i Fiskeri-Bedriftens Ensidighed, men fast gaa tilgrunde i baade legemlig og aandelig Sløvhed. Det er ordentlig ængsteligt at høre de mange Træk, som fortælles om den mislige Tilstand mellem de indfødte Norske her. Aarlig kommer Forstærkning af nye Indflyttede søndenfra; men det er som en uundgaaelig Skjæbne, at deres Efterkommere i andet eller tredie Led ere samme Usseldom hjem-
