Sprog, i deres Samfunds-Indretninger og Folke-Skik, og de maatte føle sig som temmelig fremmede for hinanden.
Men saa langt op i Tiden, som man nu veed, synes der at have været lige saa meget og ligesaa venskabeligt Samkvem mellem Nordmændene paa den ene og de Svenske og Danske paa den anden Side, som der var mellem de norske Stammer indbyrdes, før de bleve forenede til eet Rige. Ja, dette Rige fik jo endog sin Kongestamme fra Sverige; den var et yngre Skud af den gamle svenske Konge-Æt. Og naar vi betragte de efterladte Beretninger om Folkenes Leve-Skikke og Samfunds -Indretninger, fremdeles de gamle Sprogværker og Oldsager af Vaaben og Redskaber, saa faa vi jo det bestemte Indtryk, at der har været den største Lighed, som om de to Folk aldrig havde været adskilte. Endnu den Dag idag er jo Svensk og Norsk et og det samme Sprog, kun at Skriftsproget har formet sig noget forskjelligt og dette igjen har paavirket Talesproget noget; men i Fortiden var Sprog-Enheden endnu mere umiskjendelig. Den Smule Ulighed, som der monne have været mellem svensk og norsk Sprog og Skik, var ikke anderledes end den Bygde-Forskjel, som vi kjende i vort eget Land, og som følger med Udbredelsen over Landets store Vidde.
Min fjerde og sidste Bemærkning er hentet fra en Kjendsgjerning i Maalselvdalen.
Denne skjønne Dal udmunder i Malangen eller den før omtalte Fjord, som nu danner Nordgrændsen for Senjens Distrikt og i Oldtiden dannede Ydergrændsen for hele Haalogaland. Men man behøver dog ikke drage helt op til Malangen for at komme til Maalselvdalen eller dens Sidedal Bardodalen; thi fra Vaagsfjorden (saa kaldes det Farvand, omkring hvilket det før omtalte gamle Distrikt Amd var beliggende) skjære to mindre Fjorde sig ind og de fra dem opgaaende smaa Dale føre bekvemt over til
