Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1864.djvu/134

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
130


Saa stor Skibsflaade kan nu ingen af disse Stammer havt, at den kunde komme samlet paa en Sommer. Men ret mange Somre maa der heller ikke være gaaet hen mellem den første og sidste Hob af samme Stamme, saasom Samfundsbaandet og Stamme-Forfatningen derved vilde være blevet opløst. Ja, der maa ikke engang være gaaet ret lang Tid hen mellem den første og den sidste Stammes Flytning, saasom den Fællesbevidsthed, som forenede alle Stammerne til et stort Folk, og som vel netop har bevirket, at den følgende Stamme ilede efter den foregaaende, ellers vilde være bleven sløvet.

Nu tænke man paa Haalogalændingerne for det Første. De flytte i temmelig store Masser ad Gangen. De have opgivet al den Hjælp og Støtte, som ligger i Landsmænds Naboskab, og alle de Fordele, som det gamle Hjems kjendte Næringsveie frembød, og nu sætte de sig paa en fremmed Kyst, hvor de saa fuldstændig maa begynde forfra, at de allerførst maa opdage de Næringsveie, som kunne høre hjemme i det nye Land, eller ialfald den Drifts- og Brugs-Maade, som monne passe her.

Thi vel skulde Nybyggerne fra det tidligere Hjem af være fortrolige med Kreaturstel og Agerdyrkning og derfor, som erindret, have bragt med sig f. Er. Husdyr til Besætning paa de nye Gaarde. Men den Brugsmaade, som de havde fundet sig vel med paa de russiske Sletter, kunde vist ikke være praktisk i Senjen og Nordlandene, dette Klippeland med det sparsomme Jordsmon.

Norge er i den Grad et Land for sig selv i dette Stykke, at saa at sige hver Bygd, ja fast hver Gaard og paa mange Steder hvert Bakkeheld og hver liden Dal paa en og samme Gaard vil have sin særskilte Brugsmaade for at lønne Brugerens Møie, og forud for hver Bygds Bebyggelse har derfor maattet gaa en opmærksom og ved-