Baadbyggerne øvede sig paa sin Side, saa kunde de, som gav sig i Kast med Søen selv, samle paa den umaadelige Sum af Erfaringer som skral til for at manøvrere et Fartøi i Storm og Strøm, i Modvind og i Medvind. Saaledes var der vistnok Mulighed for, at Indlandsfolket kunde blive vant med Søn. Men i bedste Fald skulde der lang, lang Tid til, og den Øvelses-Plads, som Hvide-Havet skulde være for dem, var vel saa uheldig som muligt. Thi intet Folk øver sig dog i Søbedrift uden for den øieblikkelige Vindings eller øiensynlige Fordels Skyld. De nykomne Kystboere ved Hvide-Havet havde jo ingen Anelse om at Haalogaland var til, saa de kunde ikke falde paa at øve sig op for en utænkt Flytning til Søes. Søfarten maatte her som andetsteds begynde med Fiskeri; men Hvide-Havet er ikke indbydende; en stor Del af Aaret er det tilfrosset, og fiskerigt er det nok ikke paa nogen Aarstid.
Det staar altsaa ikke til at indse, hvorledes Urfolket ved Hvide-Havets Bredder skulde have vundet den Dygtighed og Dristighed paa Søen, at det skulde falde paa og virkelig være istand til at bygge sig en Flaade og omseile den uhyre vidtstrakte og vilde Ishavs-Kyst. Det er her ikke engang nødvendigt at erindre om det Tillæg til Vanskeligheden, som det maatte blive f. Ex. for den sidste af Stammerne, der skulde fortsætte Farten og seile alle de andre Stammer forbi, indtil den fandt sig et ubesat Land helt nede ved Stavanger-Fjorden.
Lad alligevel Seiladsen være udført.[1] Men saa gjælder min anden Bemærkning en Vanskelighed, som opstaar
- ↑ Nogen kunde jo mene, at hele Seiladsen kunde ganske undgaaes ved at vælge den anden Vei, som først var foreslaaet, den til Bunden af den Botniske Bugt og saa op gjennem Lapmarken. Men foruden at vel selve denne Vei gjennem et ufrugtbart Skovland har sine Betænkeligheder, saa opstaar der en dobbelt
