Den overmodige og uretfærdige Trudsel blev udført.
Men da greb Harmen Achilles.
Han klagede for sin Moder. Man maa nemlig vide, at Achilles, en saadan Mand, havde til Moder hverken mere eller mindre end en Gudinde, Havgudinden Thetis, og da hendes Bryllup med Mennesket[1] Kong Peleus blev feiret, vare alle Guder og Gudinder med som Gjæster. Og der var en særegen Grund for den store Ømhed, som den udødelige Moder altid bar for sin dødelige Søn: hun vidste, hvorledes det var laget af Skjæbnen, at nemlig hans Livstid kun skulde blive kort, men at han til Erstatning kunde vente sig desto større Hæder og Berømmelse; han var altsaa Moderhjertets Stolthed og Smerte.
Paa sin krænkede Søns Raab hævede hun sig strax op fra Havdybet og kom svævende og satte sig hos ham hist paa Stranden, og Enden paa deres Beraadslagning blev den, at hun skulde gaa lige til Zeus selv og kræve hans Hjælp. Engang, vist langt op i Tiden, havde de øvrige Guder gjort Oprør imod Zeus og vilde rent tage Magten fra ham, de tænkte paa at binde ham, oppe paa Olymp eller Toppen af Gudebjerget; men da havde Thetis været ham til Hjælp, paa den Maade, at hun ilede hen og hentede op En, som de kaldte for Hundredarmen, og som naturligvis var umaadelig stærk, han blev glad over Udmærkelsen, og bare han satte sig ned ved Siden af Zeus, saa tabte de oprørske Guder Modet og tænkte ei mer paa at binde. Se, dette skulde Thetis nu minde Zeus om og med det samme bede ham om at antage sig hendes Sag han maatte skjænke Troerne Seier og lade Achaierne lide Nederlag, saa de skyndte sig at gjøre godt igjen, hvad Fornærmelse der var tilføiet hendes Søn.
- ↑ Ligesaa have jo vore norske Eventyrs Huldrer stundom indladt sig med Mennesker og for en Tid boet sammen med dem.
