lons Offer-Præster – kom en Dag til Achaiernes Leir og bød vakkre Løsepenge og bad i Apollons Navn om at faa sin Datter fri; hun var nemlig nys under et Streiftog bleven røvet som andet Bytte, og under Delingen af dette var hun tilfaldet selve Agamemnon, den øverste Hærfører eller Konge, og han havde hende nu i sit Telt som Slavinde. Se, dette var vistnok en Hverdags-Begivenhed paa de Tider. Men den fik saa store Følger derved, at Agamemnon traf til at være i saadant Lune den Dag, at han afviste den Gamle med et barsk Nei. Og hvad sker? Da den bedrøvede Fader klager for Apollon, saa antager Guden sig hans Sag saaledes, at han griber sin Bue og sætter sig hen og skyder Pil paa Pil ind i Achaiernes Leir, hvor saa flux Pest opstod og Døden herjede. Folk vidste ikke, hvoraf det kom, men da det havde varet nogle Dage, var Achilles med sin sædvanlige Raskhed den første til at sige, at man maatte gjøre noget ved det: man maatte se at faa vide af en Spaamand eller Drømmefortolker, hvad det kunde være, om kanske en eller anden Gud var bleven forglemt ved Offringen og derfor var fortørnet. Svaret, man fik, gik ud paa, at det var til Straf for Agamemnons Haardhed mod den gamle, værdige Bedende. Agamemnon blev heller ærgerlig; men Achilles var Mand for at tale frimodig til selve Kongen, og han drev det dertil, at denne lovede for Hærens Velfærds Skyld at give Pigen tilbage. Men i sin Forbittrelse føiede Agamemnon til, at i samme Stund han lod hende gaa, vilde han holde sig skadesløs paa den Maade, at han vilde sende sine Herolder hen til Achilles’s Telt og uden videre hente en Pige, som han nys havde faaet som sin Hæders-Del af Byttet fra en anden fiendtlig Stad, og uagtet det som sædvanlig netop var Achilles, der med sin Tapperhed havde gjort Udslaget ved Erobringen af samme Stad.
