Gudbrandsdalen og videre over Hedemarken og Romerike.
Nordenfor Dovre have vi tre Præstegjelde i Rad, som nedenstaaende Procent-Tal give Oplysning om
| Ørkedal. | Meldal. | Opdal. | |
| 1821–26 | 4 | ? | „ |
| 1831–36 | 3 | 1 | 1 |
| 1841–46 | 7 | „ | 1 |
| 1851–56 | 10 | 1 | 1. |
Altsaa fremdeles, som vi efter tidligere Erfaringer kunde vente det mere af Ny-Skikken nærmere ved Byen (i Ørkedal), men mindre længere borte.
I Ørkedalen blev jeg opmærksom paa, hvilken Uleilighed der kan opstaa af disse Dobbelt-Navne mellem Folk, som ikke have lagt sig til noget fast Familie-Navn. En Fader heder f. Ex. Nils Henrik med Fadersnavnet Jakobsen, og han lader sin Søn døbe Hans Christian; skal saa denne skrives Hans Christian Nilsen eller H. Chr. Henriksen eller kanske H. Chr. Nils-Henriksen? Paa denne sidste Maade saa jeg saadanne Navne skrevne i Kirkebogen, og den er den forsigtigste; men den bruges ikke af Alle, og derfor kan der opstaa Forvexling.
I en af de indre Bygder fik jeg ellers høre et godt Exempel paa Troskab mod gammel Bygde-Skik. Denne bød (og saa har det vist været over alt Norge), at Slægtningerne skulde opkaldes og det i en vis Orden, først Farfader, saa Morfader o. s. v. Nu var der en Bonde, som hed Ola, og det traf sig saa, at den, han skulde kalde sin første Søn efter, hed Ola som han selv, og (et underligt Træf) de, som dernæst skulde opkaldes, hed lige ens. Først var der da en liden Gut, som hed Ola; saa fik han en Broder, og nu blev det naturligvis Stor-O. og Litl-O.; saa kom der en Broder til, denne blev fra nu af Litl-O. og hin blev Litl-stor-O.; den sidste Litl-O. maatte
